Sigmund Freuds udviklingsteori

Sigmund Freuds (1856-1939) udviklingsteori har stået meget central for at man kan forstå identitetsdannelsen. Han deler hans udviklingsteori op i fem faser. Den vigtigste og mest centrale udvikling foregår i de tre faser – anal fase, oral fase og fallisk/ødipal fase, som foregår i barnets første 7 leveår.

Hans teori fokuserer på den psykoseksuelle udviklings betydning. Barnets seksualitet udvikles i samspil med den biologiske modning og omgivelserne, som står nært for barnet. Dette kan eksempelvis være omstændighederne omkring amning, renlighedstræning og ødipale konflikters gennemlevelser. Freud ser at voksenlivet og altså også ungdomslivet er præget gennem barndommens fortrængte traumer og konflikter. Freud påviser altså at de af ham fastsatte biologiske faser af i vores udvikling/identitetsdannelse, samt hvordan disse forløber, har stor betydning for identitetsdannelsen og vores egen forståelse af jeg’et.

Freud er blevet kritiseret for at lægge for stor vægt på barnets seksuelle udvikling og andre teoretikere har forsøgt at have andre ting med, så som ydre sociale og samfundsmæssige forhold med i forståelsen af identitetsudviklingen. Et af de mest anerkendte og betydelige bud kommer fra den amerikanske psykoanalytiker Erik Erikson.