Kollektivromanen vakte mest opsigt som skrivestil i slutningen 1920´erne og i 30´erne. Hans Kirk var den første dansker, der skrev en kollektivroman. Titlen var ”Fiskerne” og denne antyder også genren.
I modsætning til romantikkens dannelses- og udviklingsromaner, hvor man normalt kun har én hovedperson, hvis udvikling man følger gennem romanen, har man i kollektivromaner en hel gruppe af mennesker som hovedpersoner. Disse mennesker tilhører oftest det samme miljø. I romanerne er det mere de sociale og politiske forhold samt ændringerne i disse, der skildres. Det handler også om at skildre hvilken adfærd, og hvilke normer, der kendetegner gruppen. Det er de situationer, der enten splitter gruppen ad, eller binder den sammen, som er vigtige.
Alt i alt udkom der i mellemkrigsårene egentlig kun ca. 20 kollektivromaner i Danmark, og af andre titler kan nævnes; H. C. Branners ”Legetøj”, Hans Scherfigs ”Idealister”, der er en satire over forskellige fanatikeres forsøg på at forbedre verden med hver sin "isme". ”Idealisterne” blev skrevet i 1942 og blev den sidste kollektivroman fra den periode.
Af senere udgivelser bør nævnes Dea Trier Mørchs ”Vinterbørn”, En anden ting er at både Kirk, Mørch og Scherfig var kommunister. Det er tankevækkende, om det er mere end en tilfældighed, at de skrev socialrealistiske kollektivromaner. Det kan være, at det var deres måde at få lægfolk til at diskutere deres egen situation.
Det er gratis at oprette en konto