'Bag de blå persienner'

Jeg havde i hele mit liv været påvirket utrolig meget af min fars job. Min far havde haft skiftende jobbe hele mit liv, så arbejdet medførte en hel del flytning i både indland og udland. Vi havde aldrig rigtig boet et sted før. Det gjorde, at jeg havde svært ved at finde veninder, og når jeg fandt et par stykker, endte det alligevel med, at vi skulle flytte igen. Jeg følte mig alene, og jeg blev igennem årene en meget indelukket pige, og jeg ønskede mest af alt bare at tilbringe dagene på mit værelse alene. Sådan fortsatte det igennem hele mit liv, indtil jeg kom op i puberteten. I teenageårene fik min far et arbejde inden for Københavns kommune, så vi flyttede igen til min hjemby. Mit liv ændrede sig i løbet af kort tid, og jeg ændrede mig også på kort tid personlighed. Jeg fik en masse søde veninder, jeg begyndte at dyrke rulleskøjteløb og det gik rigtig godt i skolen. Jeg fik et helt andet syn på verden, og jeg så ikke det dårlige i folk mere. Der var dog et men. De seneste uger havde jeg lagt mærke til en lidt speciel dreng, som boede i lejligheden, der gik parallelt med min blok. Han havde de seneste par uger siddet hver evig eneste aften ved sit skrivebord og kigget over på mig gennem sine blå persienner. Jeg havde dagligt prøvet at gætte drengens alder, men det var svært at bedømme, men jeg kom til sidst frem til, at han var imellem 18 og 20 år. Jeg vidste, han var over atten år, da han boede alene i en lille lejlighed, og han sad tit og drak alkohol.