Obduktion af Temperence

”En pige er fundet død. Vi tror det er din søster, Temperence, der er fundet på Standorff universitet, hun hænger i et træ med et reb om halsen. Jeg kan se at, du er hendes eneste familie. FBI vil gerne have at, du kommer her ud og bekræfter at det er hende. Det er meget vigtigt at få hende ned hurtigst muligt. Agent Jeffries vil møde dig uden foran. Hvornår kan du være her?””Det kan ikke være hende!” Røg det ud af munden af mig. Det var min angst der talte, for jeg havde ikke set hende i flere uger, eller hørt fra hende.

”Vær venlig at følge med her om” Jeffries havde en varm, rund stemme det fik mig til at slappe lidt af. Han fulgte mig om bag Standorff’s hovedbygning. Det gik hurtigt, for det vigtigste for FBI var at få hendes lig ned, før eleverne på Standorff kom tilbage fra sommerferien, sagde Jeffries. Jeg vidste hvorfor det i virkeligheden, skulle gå så hurtigt. Standorff ville ikke miste resten af sit gode ry på grund af et nyt lig, og FBI ville ikke miste penge på at efterforske et nyt mord på Standorff, for det var næsten umuligt, for alle skjulte noget, så ingen talte sandt. For et år siden var et andet lig blevet fundet på samme måde. De fandt nogle beviser på at det var et mord, men intet passede sammen og det blev hurtigt Cold Case. Jeffries pegede op på et stort, højt bøgetræ. Jeg skreg højt, da jeg så op. Alle omkring kiggede på mig, og alle folk var stoppet med at tage billede af hende. Det var hende! Jeg kiggede hurtigt rundt og begyndte at løbe ud mod parkeringspladsen, men jeg stoppede op da jeg pludselig så Temperence løbe forbi mig. Hun grinede højt. Alt omkring var mørkt, og hun var sammen med en. Hun var sammen med mig! Bagved løb to drenge, jeg aldrig havde set før. Temperence hoppede op på en af drengenes ryg. Hun så frem og begyndte at skrige skrækslagene.En hånd rørte min skulder, og alt lysnede op. ”Er du ikke venlig at komme med mig ind på skolen, og skriveunder på nogle papir så vi kan få din søster ned”? Kom det fra Jeffries mund. ”Er det muligt at jeg selv kan lave obduktionen, jeg er uddannet retsmediciner”? Han smilede venligt, og fulgte mig ind på universitetet.”Knæk” En irriterende lyd kom fra min blyant, fordi den knækkede. Jeg sad nede i min kælder, hvor Temperence’s lig lå på mit obduktionsbord. Det lignede enlig ikke en kælder. Væggene var hvide, og der var knive overalt, og mit mikroskop stod på et hvidt lakerede træbord midt i rummet. Det var der, jeg lavede mit arbejde som retsmediciner. Jeg arbejdede for et lille firma, så jeg arbejdede kun få timer om ugen. Oftest lavede jeg lungevævsprøver, men jeg fik også mange døde lig ind, som jeg skulle oplyse mit firma om.Jeg boede alene, og havde ikke meget kontakt til andre end min søster. Mange sagde, at jeg var ensom, men jeg manglede aldrig nogen at snakke med, før min søster døde. Jeg brugte det meste af min tid, på at prøve at forstå de døde. Når jeg kiggede på dem på mit obduktionsbord, var de levende. De gav mig altid ledetråde, omkring deres mord. Først åbnede de deres øjne. Så rullede de øjnene, så de kiggede på mig.”Er obduktionen færdig”? Jeffries smilede til mig og blinkede. Jeg var tilbage på Standorff, for at fortælle hvad jeg havde fundet ud af. ”Jeg har fundet tydelige tegn på kvælning, og jeg vil godt have at du tjekker de her to fingeraftryk, som jeg har fundet på hendes hals”. Svarede jeg tilbage.Pludselig så jeg Temperence, de to drenge og mig igen. Alt var mørkt og sløret. Jeg så… En kniv! Blod. Blod overalt! Drengene, en af dem havde en kniv i maven, og den anden løb væk. Jeg kunne høre Temperence’s skrig! Men det stoppede hurtigt. Det eneste jeg kunne høre var træernes blade i vinden, ellers var der stille fuldstændig stille. Jeg kunne pludselig høre lyde igen. Mit navn blev skreget i hovedet af mig. ”Er du okay? Du stirrede pludselig bare ud i luften og trak ikke vejret”! Jeffries så helt forpustet ud. ”Jeg, jeg har det fint”. Hviskede jeg frem. - ”Hvad skete der”?- ”Jeg så hende”!- ”Kom her, set dig ned lidt”.Jeg trak på skulderne, og satte mig på en rød bænk. Jeffries sagde at jeg skulle gå hjem og ligge mig, og så ville han ville kontakte mig, når han havde svaret på prøverne.Få timer efter ringede han tilbage. ”Finger aftrykkene tilhører en mand, der hedder Jean Delgado og dig. Jeg har fundet ud af at han bor i North Village. Du kan køre ud og tale med ham? ”Ding dong”. Hej, kender du en der hedder Temp… Mere nåde jeg ikke at sige før han begyndte at skrige. ”Hvorfor er du her! Jeg har ikke sagt det til nogen” Han vendte rundt og begyndte at løbe skrigene væk. Jeg var forvirret og kiggede rundt. Han var løbet ud af bagdøren. Jeg vidste ikke hvad der skete, og billederne af Temperence der skreg fløj op i hovedet af mig. Skriget sad inde i hovedet af mig, og fyldte mig med rædsel. Alt omkring mig snurrede rundt, og jeg kunne mærke jorden under mine ben, arme og mave.”Hun vågner nu” Jeg kunne høre nogen snakke i rummet ved siden af mig. Jeg lå i et hvidt rum. Det var et hospital. Jeffries kom ind og kiggede på mig. Lang tid efter brød han stilheden. ”Jeg har snakket med Jean Delgado, og han gav mig det her billede. Hun bliver kvalt på det! Her du må selv se hvem der gjorde det”!