Endestationen

Toget burde længe være kommet, tænker Edel. Tanken om at hun har overanstrengt sig selv på det sidste, strejfer hendes hoved. En lyd der minder om et tog, fanger hendes opmærksomhed. Lyden bliver ved, men hun kan ikke få øje på noget, og ønsket om at toget skal komme, får hende til at blive ved med at kigge efter det. Men forgæves må hun trække sig tilbage til bænkene for at få en lille siddepause.

”KLASK,” Edels siddepause bliver til en powernap, der ender med at hun mister balancen og falder ned ad bænken. Hun rejser sig op igen, gnubber sig lidt knæene og den ene arm, hvor hun var landet, og går igen ud for at se om toget er på vej, men uden held. Imens hun trasker rundt på per-ronen kommer en gruppe mennesker gående mod hende, hun skuler mod dem, uden at de kan se det. Lige så stille tager hun telefonen op af sin lomme, taster et ligegyldigt nummer ind og lader som hun snakker med en. ”Hej hvad laver du?” Siger hun og sætter sig på bænken, hun føler sig så dum, at stå og snakke med nogen der ikke er der, fortæller at toget er forsinket, og at hun snart er hjemme. Hun kan se de ikke bare er nogle der skal med toget, de er nemlig meget højlydte og virker som om de havde drukket, det giver hende en virkelig ubehagelig fornemmelse i maven. Gruppen der er på fire personer sætter sig på bænken ved siden af hende. Tårerne begynder at blive presset frem af angsten, hun kan ikke forstå at det lige skal ske for hende, hvad har jeg gjort for at fortjene dette, tænker hun. Først har jeg arbejdet så meget, at jeg er helt udkørt, så når jeg ikke at komme af toget det rigtige sted og så dette her. En af mændene fra gruppen kommer over til Edel og sætter sig, langsomt lader han sin hånd glide op af hendes lår. Tårerne triller ned ad hendes kinder, hun spørger hvad han laver, men hun får intet svar til først før lidt senere. ”Ingenting” siger han, du ser bare så dejlig ud. Jeg har altså en kæreste der venter på mig derhjemme, udbryder hun. Nå nå, hvad skal i så lave når du kommer hjem, spørger han, det kommer ikke dig ved, siger Edel og rejser sig op og går væk fra bænkene.