Fortælleren er en pige i puberteten, hvis forældre er skilt. Skilsmissen lader ikke til at have sat de store ar i hendes sjæl, hun fortsætter sit liv uforandret – dog lyder det til, at hun lukker sig selv inde. Det lader ikke til, at hun del-tager i dialoger, men blot snakker for ikke at føle sig ensom. ”Mor havde ikke ferie, så jeg skændtes med Miriam og hendes nye kæreste, Teo.” Det lyder for det første ikke til, at hun ikke har noget at give sig til – at hun ikke selv gider planlægge de to første uger og derudover virker det som om, hun ikke er særlig tæt knyttet til sin søster, Miriam. Hun fik tiden til at gå med at lave popcorn og se TV, og så havde hun én enkelt aftale med Emilie i løbet af ugen. ”Ellers skete der ikke en skid.”
Da turen går til Bibis sommerhus i Jylland, hører vi om usikkerhed med hensyn til kroppens udvikling: ”Mine er ikke særlig store, men Bibi synes, jeg skal vente og se. Det kan hun sagtens sige.” Det lyder til, at jeg-personen ønsker at være lidt mere ’Bibi-agtig’, hvilket efterfølgende bliver tydeligt, da Jehovas Vidner kommer på besøg. De morer sig begge over at stille fjollede, provokerende spørgsmål – her træder Bibi langt mere i karakter end jeg-personen, som viger tilbage og efterfølgende taler Bibi efter munden: ””Er det ikke bare for kedeligt at være Jehovas Vidner?” Sagde Bibi så til den unge fyr, han var nok tredive. Han rødmede. . De morer sig efterfølgende meget over denne begivenhed.
Det er gratis at oprette en konto