Personkarakteristik af Jeg-fortælleren og Orla– En flinker fyr
”JEG TÆNKTE: Hvis han siger »flinker fyr« eller »grimmere én« en gang til, så rejser jeg mig og går. Eller skriger. Jeg giver mig til at skrige, og hvad mon han så vil sige? Han skal nok finde på noget fjollet.”
Sådan lyder de første tre linjer i En flinker fyr af Pia Juul. Vi finder allerede helt fra start ud af, at novellen er skrevet i jeg fortæller. Vi finder også ud af, at der er en eller anden mand, der driver jeg-fortælleren til vanvid. ”At min mand var følsom?” (s. 1 l. 21) lyder den sætning, hvor vi får bekræftet, at Orla er jeg-fortællerens mand. Allerede efter første side får vi et indtryk af jeg-fortælleren og Orlas forhold. Senere får vi endnu flere detaljer, som hjælper os med at forstå deres forhold endnu bedre. De har ikke det bedste forhold. Deres forhold er dårligt og kedeligt. Det er som om de kun er sammen, for ikke at være alene. De er sammen for titlen, kunne man let tro.
Jeg-fortællerens ydre kender vi ikke til. Man må selv bruge fantasien, og forestille hende ud fra hendes karaktertræk. (s. 2 l. 9-16) Er et godt eksempel på, hvor vel organiseret hun er. Hun har været besat på, at Orla skulle slå græsset (som Orla altid plejer at gøre), under hele novellen indtil, (s. 4 l. 23-24) hvor hun selv ender med at slå græsset. Hun er rutineret, og er meget glad for, at de har deres rutiner. Når Orla så vælger at bryde rutinerne for, at tage en pause og have lov til at tænke (efter Kalles død), bliver jeg-fortælleren ikke særlig glad. (s. 3 l. 30-33) Vi hører igen om en af jeg-fortællerens rutiner, og hvor Orla vælger endnu en gang at bryde dem.
Det er gratis at oprette en konto