”og stilen skal afleveres på fredag i næste uge”, sagde Jens med en høj stemme. Vi skulle skrive en stil om hvad vi ville lave efter 9. Klasse. Jeg ville bare være butiksassistent, selvom min mor nu synes jeg skulle være noget andet, da jeg fik gode karakterer. Oftest lå jeg på 10 eller 12. Så det var jo godt. ”skal du med i kantinen”, spurgte Rikke mig. Jeg nikkede bare. Jeg kunne egentlig ikke så godt lide hende, men nu når hun spurgte så pænt. Da vi kom derned og havde fundet vores mad, stod vi i kø. Helt fremme stod Oliver og Rasmus. Bag dem stod Michael. Han stod rigtig der og gjorde grin med Oliver. Han pegede ned på sin kniv, og derefter ned på Olivers numse. Jeg hadede når han skulle spille så smart. Jeg synes det er smadder synd for Oliver når de andre driller ham. Bare fordi han har piger som venner, og ikke kun tænker på sex og kærester. Klokken ringede og vi gik alle sammen til time. Vi skulle have historie. Lige for tiden havde vi om Hitler. Det var spændende, men også ret skræmmende. ”hvem kan man sammenligne Hitler med? Altså af andre personer?”, spurgte Jens, som vi også havde i historie. ”Oliver”, svarede Rikke. Hele klassen grinede. Undtagen mig, Rasmus, Line og Oliver selv. Jeg havde sådan lyst til at gå over og slå hende rigtig hårdt lige i hovedet. Men det gjorde jeg selvfølgelig ikke. Oliver så ikke ud til at blive sur over det. Han var vandt til sådan noget. Lige inden vi gik hjem, kom Jens hen og sagde ”husk lige at det er i morgen vi skal i Zoo”. Vi nikkede bare og gik ud til vores cykler. Solen skinnede, og himlen var helt blå. Det var rigtig godt vejr og folk var glade. Men ikke mig. Jeg havde en underlig førelse af at noget var galt. Noget virkede helt forkert. Men jeg kunne ikke finde ud af hvad det var. Da jeg kom hjem satte jeg mig ud i haven ned en kop saftevand. Jeg sad og tænkte. Jeg kunne simpelthen ikke holde det ud mere. Jeg kunne ikke klare at folk hele tiden mobbede Oliver. På en måde føltes det som om at han var min bedste ven. Eller en bror eller noget. Jeg følte bare at jeg havde pligt til alt prøve at få det stoppet. Selvom det jo ikke var min pligt. Jeg sad og tænkte på hvordan jeg skulle sige det, og hvad jeg skulle sige. Jeg hentede et papir og en blyant. Jeg begyndte at skrive. ”hør her 7.d. Det her kan ikke være rigtigt. Det kan simpelthen ikke være rigtigt at nogle skal føle sig længere nede i hiakiret end andre. Alle burde være ligestillet. Prøv nu en gang at forestille jer hvis i stod i en rundkreds, og alle så begyndte at sige diverse negative ting om jer. Hvad ville i sige til det? Hør her. Oliver har ret til at være præcis som han er, og i skal ikke komme og tro i kan lave om på andre folk. For det kan i ikke. Der skal være plads til alle i en klasse. Alle skal kunne være lige præcis som de er, og ikke føle at de burde lave om på sig selv. Jeg syntes i skal tænke på hvordan i behandler andre. Og respektere andre som de er. Tænk lige en gang på hvor kedelig den her klasse, ja ikke for at nævne verden, ville blive hvis alle var ens. Det er helt i orden at der er nogle mennesker man ikke bryder sig om. Men det skal man holde for sig selv. Og jeg er fuldstændig ligeglad hvis der nu er nogle der sidder og tænker ”gud hvor er hun mærkelig”. For det er helt i orden. Nogle skal jo være det. Og jeg det er ikke fordi jeg vil kunne her og spille mor, nej jeg vil bare prøve at for jer til at sætte jer ind i Oliver. Prøv at tænk på hvad han tænker når han vågner om morgenen. Han har det jo ikke godt. Og de ved alle i den her klasse. Det sidste jeg vil sige er at jeg synes man skal behandle andre som man selv vil behandles. Og ja, det siger de voksne hele tiden. Men det er der virkelig også en grund til. Husk det” det var præcis de ord jeg sagde til klassen dagen efter i dansktimen. Jeg havde det pludselig rigtig godt med mig selv. Nu havde jeg sagt hvad jeg havde gået og tænkt på det sidste halve år. Jeg var rigtig glad. ”øhm, jeg vil gerne sige til dig Julie, at jeg syntes det var rigtig flot sagt, og at det fik tankerne i gang hos folk. Det er jeg sikker på”, kom Michael hen og sagde til mig i frikvarteret. ”det er jeg glad for du siger”, svarede jeg. Senere kom Jens hen og sagde, at han syntes det var utrolig modigt og storhjertet af mig at jeg kom ud med mine tanker på den måde. Endelig fik jeg førelsen af at der blev tænkt lidt over tingene. Lidt efter kunne jeg høre nogle have det sjovt ude på legepladsen. Jeg rullede gardinerne fra, og der så jeg det for første gang. Lige der nede på skolens gamle slidte legeplads. Michael, Rikke, Rasmus, Gustav og Oliver sad nede på legepladen og snakkede. De grinte hele tiden, og de smilede også. Meget endda. Ja selv Oliver lignede en der var flad af grin. Jeg troede ikke mine egne øjne. Jeg var så glad. Førelsen kunne slet ikke beskrives. Den var simpelthen ubeskrivelig. Endelig så man et spil på Olivers læbe. For første gang i snart 1 år. Jeg stod der i vinduet og kiggede ned på dem. Pludselig kiggede Oliver op på mig i vinduet. Han løb ind af døren, og hen til mig ved vinduet. ”øhm, det der du sagde i timen før, jeg vil bare sige tak. Andet er der ikke at sige. Det var virkelig.. virkelig sejt af dig at du gjorde det for min skyld. Det er første gang i næsten 1 år at jeg har følt at der var nogle der gjorde noget godt for mig. Tusinde tak Julie. Du er virkelig en god ven. Sådan en er man heldig hvis man har. Meget heldig”, sagde han.
Det er gratis at oprette en konto