Vi kendte ham alle sammen. Ham, der konstant scorede de fede karakterer og høstede uendeligt meget ros fra lærerne. Ham, der var fejlfri, og som overlegent hævede sig over os andre, væltede os i mudderet og lod os bide i støvet. Ham, der år efter år, blev valgt til elevråds præsident og formand i byrådet for unge, fordi hans karakterbog var spækket med tocifrede drømmetal. Han førte løbet og vi havde opgivet at indhente ham. I stedet spændte vi ben for ham, flyttede målstregen og fløjtede kampen af. Hver eneste evige gang han kom bare 10 meter frem, rykkede vi målet til den anden ende af banen. Han var jo en tabernar.
I frikvartererne var han altid alene og han var nem at få øje på i skolegården, selvom han flittigt prøvede at gemme sig bag sin hætte og den store jakke. Han var klædt i gråt tøj og havde gamle sko, men alligevel var han ikke til at få øjnene fra. Han var som en plet på vasketøjet, der egentligt ikke generede nogen, men som alligevel virkede drillende. Hvem var det, han prøvede at snyde? Kolde blikke og hurtige analyser viste os at han havde en færdig karakter på 00, selvom vi vidste, at han var godt på vej til at få nogle 12-taller. Vi kunne bare ikke klare sandheden. Han var irriterende perfekt og kvalmende dygtig - og han skulle ned med nakken. Vi vågede over ham som gribbe. Gigantiske gribbe, der var parate til at slå til, når han svarede forkert og lavede fejl – som næsten aldrig skete. Vi ville ikke vide noget om ham, men vi ville vide alt om ham.
Det er gratis at oprette en konto