Endestation

… Edel har efterhånden siddet og ventet i en times tid, da der kommer et lille tog forbi. En lille mand med gråt skæg stikker hovedet ud og smiler til hende, han ser rar meget ud. Selvom hun ikke helt ved, om toget går til det det sted hvor hun skal hen, stiger hun ind, for det ser ikke ud til at der kommer andre toge lige foreløbigt.

Der er en meget rar lugt inde i toget, og det ligner heller ikke et normalt tog. Det er næsten ligesom en hyggelig stue hjemme hos ens mormor. Ude i siderne er der gamle læder sofaer og i midten er der et gammelt bor i træ, bordet går hele vejen op igennem toget. I loftet hænger der lysekroner som dingler frem og tilbage. Det undrer hende at der ikke er nogen andre i toget. Hvad med ham manden der stak hovedet ud af vinduet? Hvor er han henne? Hun går langsomt op igennem toget for at se om han måske er oppe ved tog chaufføren. Da hun kommer tættere på kan hun se at der er en stor sort dør. Måske er han derinde. Hun trækker forsigtigt døren til sig, og træder ind ad døren. Det hun ser, er bestemt ikke det samme tog, det er faktisk slet ikke et tog. Der er fyldt med træer og længere fremme er der en flot blå sø, ja det er nok de flotteste sø hun nogensinde har set. På den anden side af søen står manden med det grå skæg og vinker, som om han vil have hende til at følge efter sig. Hun vender sig om men den store dør er væk, så hun har vel ikke noget andet valg end at følge efter ham. Da hun når til den anden side af søen er han væk, men i sandet hvor han stod ligger der et gammelt kompas. Hun samler det op og drejer det lidt, men det viser kun mod øst lige meget hvad vej hun vender det. Det minder hende om hendes fars skib, det sank i øst. Hendes far var en god mand og passede altid på hende. Tænk hvad han ville sige hvis han vidste at hun nu var vokset op og havde fået job i et supermarked. Han havde altid sagt at hun var en klog pige, og at hun nok skulle blive til noget stort, men sådan gik det ikke.