Fra national til global økonomi efter Anden Verdenskrig

Efter anden verdenskrig lå stort set hele Europa i ruiner, Folk boede på gaden og mange tusinde sultede. Derfor gik en masse økonomiske eksperter, politikere og embedsmænd i gang med at udarbejde en løsning på den økonomiske nedtur. Så der igen kunne blive sat skub i tingene. Der blev uarbejde nogle hovedlinjer. ”Der skulle satses på, at verdens valutaer skulle holdes i ro” Derved kunne man undgå at nogle lande, med store ressourcer kunne hæve eller sænke prisen. Og i nogen grad umuliggøre, at de lande hvor økonomien var i bund, kunne rejse sig igen. Eller op og nedskrive værdien af deres penge. ”Der skulle satses på, at der blev ydet store løn til genopbygning efter krigen” Her var de fattigste lande også tilgodeset, da man ønskede at hele Europa skulle rejse sig, dog var den største interesse i disse lande, at de sad inde med vigtige ressourcer, som den vestlige verden ønskede del i. Til sidst, som den nok vigtigste ting skulle der satses på at handelen skulle gøres fri. Ingen lande skulle have lov til at gemme sig bag høje toldmure, og tvinge deres folk til kun at købe landets egne produkter, ved at lægge afgifter på udenlandske varer. Ved frihandel kunne verden komme ud af den økonomiske krise. For at dette kunne lade sig gøre, var det vigtigt at initiativet kom fra Europa og det ikke var USA der skulle redde dem. Hvis Europa kunne få styr på økonomien og få den til at gå fremad, så ville USA også være klar til at give den nødvendige økonomiske indsprøjtning i form af gaver og løn. Dette forslag afviste dog sovjetunionen, hele Østeuropa og Kina. Mens hele den vestlige del af Europa, samt ulandene accepterede de amerikanske vilkår. Denne Marshallhjælp gav Europa og selvfølgelig også USA et kæmpe skub fremad. Nu hvor økonomien var så blomstrende, smittede det også af på landene og dens indbyggere. Dette skabte nye handelsmuligheder og nyt samarbejde på tværs af landene, uden at høje toldmurer og afgifter forhindrede det. Der blev for at holde orden på den nye verdensøkonomi blev der opretter tre internationale organisationer, Den internationale Valutafond, Verdensbanker og GATT, der skulle tage sig af aftaler om told og handel. Og de fleste lande meldte sig ind i de nye organisationer.