Buddhismen er ca. 2500 år gammel og opstod i området ved Ganges-floden i det nordlige Indien. Buddhismen med dens ca. 315 mill. tilhængere er verdens 4. største religion.
I modsætning til hinduismen har buddhismen en stifter, Siddharta Gotama (ca. 563-485 f.v.t.), søn af en fyrste fra Sakya-slægten. Hans lære må ses som både en forlængelse af og et brud med den hinduistiske tradition. Læren (dharma ) udsprang af den skelsættende oplysning Siddharta opnåede, da han var ca. 30 år gammel. Hans æresnavn "Buddha" betyder da også "Den Oplyste". Ligesom i hinduismen spiller forestillingen om genfødsel og om at alle handlinger har en konsekvens (karma ) en vigtig rolle for Buddha. Buddhas oplysning gav ham indsigt i midlet til at opnå befrielse fra genfødslerne kredsløb (samsara).
Der er to overordnede retninger inden for buddhismen: Mahayana ("Det store Fartøj") og Hinayana ("Det lille Fartøj"). Mahayana udbredtes fra Indien nordover og østpå til Myanmar, Thailand, Cambodja, Indonesien, Kina, Japan og Korea, mens Hinayana via Sri Lanka kom til bl.a. Myanmar (Burma), Thailand og Cambodja.
Mahayana rummer fortsat adskillige skoler og varianter, og én af dem, Vajrayana ("Diamantfartøjet") , regner - som navnet antyder - sig selv for et tredje "fartøj" på linje med Mahayana og Vajrayana. Derimod er der i dag kun én skole tilbage inden for Hinayana, nemlig Theravada ("De ældres Viisdom"), en skole, der fastholder, at dens version af buddhismen er den ældste og oprindelige.
Det er gratis at oprette en konto