Holocaust benægtelse Efter afslutningen på Anden Verdenskrig opfattede man nazisme som en forkert eller dårlig ideologi. Nazismens tilknytning til udryddelsen af omkring 6 millioner mennesker umuliggjorde, at denne ideologi kunne anerkendes bare en lille smule. For at genoplive nazismen som respektabel ideologi har det været nødvendigt for de politiske tilhængere at benægte Holocaust. Allerede få år efter Anden Verdenskrig begyndte forskellige personer at stille spørgsmålstegn ved rigtigheden af Holocaust, og disse tidlige benægteres taktik er siden gået igen inden for hele benægter-bevægelsen. I Frankrig fik Holocaust-benægtelsen hurtigt sine første tals mænd. En af dem, Maurice Bardèche, fremførte et af benægternes fundamentale argumenter, nemlig at Holocaust var jødernes egen skyld. Jøderne var Tysklands fjender og blev behandlet derefter. Bardèche var også en af de første, som søgte tvivl i kildematerialets ægthed. Blandt andet tvivlede han stærkt på, at gaskamrene som fx Auschwitz var blevet brugt til drab på mennesker. Han fremførte i stedet den påstand, at de havde været brugt til desinficering af tøj. Siden har det været en af Holocaust-benægternes mest brugte påstande. I 1948 offentliggjorde en anden af benægtelsens skaberer, Paul Rassinier, den første af en række bøger, hvor han forsøgte at vise, at de overlevende fra koncentrations og udryddelseslejrene var fulde af løgn. Fælles for de tidlige benægtere, for eksempel Bardèche og Rassinier, er, at de ikke decideret benægter, at der var et Holocaust, men i stedet forsvarer og forsøger at retfærdiggøre nazisternes handlinger for herigennem at nedtone Holocausts betydning. Kort sagt kan man sige, at de har den holdning, at "jøderne fik den skæbne, de fortjente."
Det er gratis at oprette en konto