”Negren” er skrevet af Johannes V. Jensen i 1906. Teksten er resultatet af Johannes V. Jensens egne oplevelser og iagttagelser af negere efter at have opholdt sig i USA, hvilket samtidig gør teksten til et essay. Essayet starter med en indledning om en af forfatterens egne oplevelser med en neger og fra indledningen om Johannes V. Jensens egen oplevelse kører han iagttagelsen ud i en generalisering af negere hvortil han afslutter Essayet med en slags konklusion med hans mening om negerne og deres tilstedeværelse.
Som nævnt, er indledningen en oplevelse af forfatteren, hvor han hører et grin og vender sig om og kigger, hvorefter han ser en neger. I indledningen bruger forfatteren både positive og negative værdiladede ord. Til start sammenligner forfatteren negerens grin med et dyr; ”Jeg burde kendt hestegrinet…”. Samtidig bruger han ordet ”Fjæs” som et nedsættende ord for negerens ansigt. Men alligevel får han i første afsnit et positivt ord ind; ”…der lo huldsaligt…”, som beskriver venligheden i grinet. Forfatteren fortæller at negeren hurtigt reagerede på at han vendte sig om for at se hvem da grinte, og der ligger nogle undertoner i forfatterens udtryk, som tyder på at han fortryder, han vendte sig om; ”Jeg burde have kendt Hestegrinet og ikke vendt mig, for det var allerede en større Tilnærmelse, end han kunne taale; han nikkede, intimt, henrykt og raabte noget igen, nu skulle vi to da være fine Venner”. Dette viser også at negeren er meget imødekommende. De første linier i afsnit to indeholder en del positive ord om negeren; ”Og det kunde da være svært nok ikke at indlade sig med ham, himmelglad som han var…”, men samtidig får forfatteren på sin vis udtrykt at der er et slags forbud for forfatteren mod at snakke med negeren (det ovenover understregede). Det tyder på, at Johannes V. Jensen ser en egenskab ved negeren som han ikke er vant til at se; ”Han ligefrem udlogrede venskab og Forlibthed, der stod et sus af Livslyst om ham, han var et strål af Fryd”. Han bruger her nogle meget stærke udtryk, og det virker som om, han ser negeren som en fascination. Videre beskriver han dog negeren udseende som meget ussel, og som indledning til en fremstilling af påklædningen ser han den mulighed at kalde hans hoved for ”sorte Gorillahoved”, hvor han igen sammenligner med et dyr – han ser altså ikke negeren som et menneske, men nærmere som et væsen på linie med dyr. Negerens klæder beskrives som; ruinen af en cylinder, strågul overfrakke, sort- og hvidternede bukser og et par store slidte støvler og et par gamacher (afsnit 2, sidst). Videre antages det af V. Jensen at negeren for en måned siden er klædt på som en rig mand men siden har sovet under åben himmel (afsnit 3, øverst);”Han saa ud, som om han for Maaned siden bleven klædt på som Levemand, og som om han havde sovet i Klæderne lige siden; og det var vist også Sandheden”. I denne sætning virker V. Jensen usikker på sit argument i det han siger ”og det var vist også Sandheden”. Videre i samme i afsnit har V. Jensen iagttaget at negeren stærkt brænder efter at komme i kontakt med de hvide og han beskriver dette ønske med stærke ord; ”…lige ved at gå ud af sit kulørte Skind af Længsel efter at omfavne hele den hvide Verden og bære den med sig ind i den syvende Himmel, hvori han svævede”. V. Jensen ser negeren som et rart menneske, som også kommer til udtryk i ovenstående sætning og han viser en hvis forståelse for negeren. Han kæder slutningen af samme afsnit sammen med næste afsnit (afsnit 4) med spørgsmålet om hvorfor alle hvide Mennesker ikke kom til negerens bryst, når han var den gladeste på hele gaden. Han besvarer spørgsmålet med et mængdekneb; ”Fordi enhver Amerikaner véd, at den forelskede Gorilla bærer en Barberkniv der”, hvilket ikke er et tilstrækkeligt troværdigt argument. Dette forklarer samtidig hvorfor V. Jensen i første afsnit fortrød at han havde vendt sig om. Men samtidig har det virket som om forfatteren egentlig ser negeren som noget positivt, og han synes egentlig det er synd for negeren; ”…skønt jeg egentlig synes, det var haardt at støde den uskyldige Vilde bort”, men han har ladet amerikanernes fordomme smitte af på ham. I næste afsnit på side et giver V. Jensen informationen om hvordan det forholder sig i Amerika med negerne. Han fortæller om Borgerkrigens resultat, hvor negerne efter at have været slaver, blev sat fri og siden da ”… har formeret sig lig Gnavere” (side 1, afsnit 5), som igen er en sammenligning med dyr. Videre forklarer han at de ikke har udvist borgerevne, men til dette har han ikke noget argument, men han viser en vis selvsikkerhed i sine ord. De hvides syn mod de sorte er også uforandrede, og samfundet er delt op i ”For coloured people” og hvide. I sidste afsnit på side 1 forklarer V. Jensen at det var religiøse vildfarelser der havde gjort man ligestillede de sorte og hvide som dengang man førte dem til Amerika. Man kan se, V. Jensen er imod at man tog negere til Amerika og kalder det ligefrem Kristen Brutalitet og beskriver det som, man lagde dem i tvang (nederst side 1)
Det er gratis at oprette en konto