Politiske ideologier og dansk ulandsbistand

LiberalismeLiberalismen vat et oprør mod det eksisterende feudale samfund, hvor magten lå hos kongemagten og godsejerne og hvor ulighed og ufrihed var dominerende. Liberalismen går ind for menneskerettigheder, så som tros-, ytrings- og forsamlingsfrihed. Mennesket ses som individer, der så uhindret og ubegrænset som muligt skal kunne forfølge deres egne livs projekter og individuelle opfattelser af hvad det vil sige at leve et godt liv. Samfundet, det vil i praksis sige staten, skal mindst muligt begrænse den individuelle frihed. Staten må heller ikke privilegere nogen individer og grupper på bekostning af andre. Forfatningen skal sikre en beskyttelse af individet og forhindre at flertallet tvinger sin vilje igennem overfor den enkelte. I nogle udlægninger af liberalisme, skal staten være en minimalstat. Liberalisme går også ud på at man skal udvise tolerance over for andre, som vælger at leve på en anden måde end man selv gør. Liberalisme minder om et repræsentativt styre, hvor flertallet skal bestemme samfundets love. De mener også at et ureguleret marked med skarp konkurrence er den bedste garant for velstand og fremgang. Samfundet ses som summen af individet og staten forstås som en kontrakt, hvor alle borgere frivilligt og for deres egen skyld har overgivet magten til at beslutte i de få fælles anliggende, som individerne ikke selv kan tage vare om. Her taler vi om retsvæsen, forsvar, skatteopkrævning osv. Alle borgere er lige og de nyder ens rettigheder. Det er både lighed for loven og lige politiske rettigheder. F.eks. stemmeretten og retten til at blive valgt til besluttende politiske forsamlinger. Liberalismen stræber efter at være den gode minimalstat, der ikke omfordeler fra rig til fattig. De ønsker også at individer skal have frit valg mellem ydelser, at private virksomheder skal kunne levere velfærdsydelser og at staten alene skal yde social sikring for de dårligst stillede. De vil også gerne have skatten ned, så en hver borger i størst muligt omfanger råder over deres egne penge. I det hele taget er liberalismen overbevist om, at det private erhvervsliv er grundlaget for velstanden i ethvert samfund. I løbet af 1800-tallet modereredes den klassiske liberalisme til socialliberalisme. Dette sker blandt andet på baggrund af den sociale elendighed. Her var målet at de rigdomme som blev skabt i de nye industrisamfund, blev fordelt på en retfærdig måde. Man mente at staten burde gribe mere ind i samfundslivet, med henblik på at skabe større retfærdighed. De dårligt stille skal i socialliberalismen tilgodeses. Med velfærdsstatens voldsomme udbygning, kommer der i slutningen af 1970’erne en neoliberalistisk reaktion mod den store rolle staten spiller. Her mener man at staten har ret til at omfordele samfundets goder. Man vil have staten til at være en minimalstat.