Flugten

Sam løb alt hvad han kunne. Gispede efter vejret, mens han faldt hårdt ned på jorden. Han kunne mærke at det blødte fra hans knæ, men han havde ikke tid til at stoppe op. Han skulle bare væk. Han kiggede tilbage, der blev tændt lys i stuen. Han løb hurtigere og stoppede først da han var et godt stykke udenfor byen. Løbetræning havde betalt sig, det var en ting der var helt sikkert. Han havde aldrig før løbet så langt i træk uden at stoppe eller sætte farten ned. Det syrede i hans lår, men han gik videre af den støvede lille grus sti, som førte ud af byen. Hvis de kom efter ham, var han død, uden tvivl, så det var bare med at komme væk i en fart. Der var fuldstændig mørkt omkring ham og han kunne knapt nok se sine egne fødder. Han havde planlagt det i ugevis, men da han fandt Joe død på køkkengulvet, blev han så bange at han tissede i bukserne. Han vidste at det var hans tur næste gang. Sam havde set en lille fattig pige stjæle lidt mad fra deres køkken. Han havde opdaget det og havde lige råbt på Nick, da pigen havde set op på ham med store, blanke brune øjne og hvisket: ”red mig, jeg lover dig at jeg gør dig en tjeneste igen, hvis du hjælper mig nu.” Sam vidste godt at de to nok aldrig ville møde hinanden igen, men måden hun sagde det på gjorde noget ved ham. Han sparkede hende til hende, som tegn til at hun skulle løbe, Joe havde set det hele uden at sige noget til Nick og de andre. Da Nick med tunge skridt kom ud i køkkenet og halvråbte Sam op i hovedet: ”Hvad er der?”, havde Sam været fuldstændig mundlam, så Joe havde taget over, sagt en hvis løgn og på den måde sluppet af med Nick. Nick havde selvfølgelig fundet ud af det ikke passede og det var nok årsagen til Joes død. Samme nat havde Sam i stilhed pakket en lille taske og listet ned af trappen og ud i gården hvor han med det samme var begyndt at løbe. Det var dér, i gården han var faldet.Han var nu kommet langt udenfor byen, så han satte sig ned i græsset i vejkanten og rigtig nok, han blødte på knæet. Det blødte så meget at det løb ned over hans jeans. ”Pis!”, sagde han ud i mørket. Egentlig var Sam mørkeræd. Det havde han altid været. Tanken om at tilbringe de næste mange i nætter herude i mørket, fik det til at løbe koldt ned af ryggen på ham. Han rejste sig og gik videre og stien. Han måtte ikke tænke på hvor mange ting der kunne ske, så ville han gå i panik. Det vidste han af erfaring. For ca. 9 år siden, da han stadig var et lille barn, havde Nick fundet ham liggende i rystede i fosterstilling i vejkanten. Han havde taget ham med hjem og Sam havde boet hos den lille gruppe lige siden. Joe havde altid boet der, han og Sam havde været som brødre for hinanden, selvom der var 5 år i mellem dem, havde de altid holdt sammen mod Nick og de andre. Sam var blevet tæsket et par gange, men ud over det havde han været glad for Nick. Det ville være synd at kalde ham den far han aldrig havde haft, for den rolle opfyldte han ikke, men en beskytter var han uden tvivl. Selvfølgelig med mindre man gjorde noget galt, så måtte man klare sig selv. Sam var så træt at han kunne stå op og sove, men blev vågnede, da en bil susede forbi ham, så støvet stod omkring som en kæmpe sky. ”Fedt”, tænkte han. Sam havde altid været optimist, men lige i denne situation kunne han ikke se det gode i det på nogen som helst måde. Der gik ikke lang tid før Sam kom til en stor skov. Han havde to valg nu, at gå ind i den mørke skov, hvor han ellers havde lovet sig selv at han aldrig nogensinde ville sætte sin fod eller at tage hovedvejen, som ville være det samme som at gå direkte hen til Nick og sige at han gerne ville dø. Han valgte skoven og gik med raske skridt ind i den mørke skov. Han ville ikke være bange. Hvis han var bange før han overhovedet var inde i skoven, så ville han kunne gå igennem den. Efter han havde gået et stykke tid, kunne hans ben ikke klare mere, han smed sin taske, han lagde sig op af et træ og faldt hurtigt i søvn. Han vågnede med et sæt. Der var to store brune øjne der stirrede ham lige ind i ansigtet. Sam for op og trådte et skridt tilbage. Pigen havde et stort sort hår, som strittede ud til alle sider. Det der nok engang havde været en kjole hang i laser ned over hendes spinkle skuldre, det lignede noget hun havde købt i H&M for 10 år siden. Nu kunne han kende hende, hun var den lille pige der havde stjålet mad fra deres køkken. Hvordan var hun kommet herud så hurtigt? Det var hendes skyld at Joe var død, så selvom han godt kunne bruge lidt hjælp til at finde rundt i skoven, stirrede han bare koldt på hende og sagde: ”du fortjener ikke at leve. Jeg skulle aldrig have ladet dig slippe væk.” Hun bøjede hovedet og det var tydeligt at hun var blevet såret. Sam tog sin taske og begyndte at gå videre. Han havde ikke overskud til en fattig lille pige, som var skyld i at hans bedste ven var død. Han havde egentlig håbet på at møde en der kendte skoven, for han vidste at der boede nogle mennesker herude, det havde han engang hørt noget om i radioen, selvom han ikke helt havde troet på det, havde han haft lyst til at gå ud og se efter om det nu også passede. Det havde han så fået bekræftet nu, men hendes hjælp ville han i hvert fald ikke have. Efter at have gået et par timer begyndte han at høre biler og han vidste at han var på vej ud af skoven, men han nægtede at vende om, for han var sikker på at den lille snedige unge fulgte efter ham. Han kunne bare mærke hvordan hun stirrede på ham, fra et par meters afstand. Han havde altid kunne fornemme sådanne ting, Nicks vrede og aggressive blik var det værste. Det føltes som små knive der blev stukket ind i ham, hver gang han vendte ryggen til. Hans blikke var nok til at få Sam til at makke ret. Selvom Sam frygtede vejen, var han for stolt til at vende om. Da vejen endelig lå foran ham, ville han ønske at han havde slugt sin stolthed og havde vendt om, mens han kunne. Nu var det i hvert fald for sent. Han var havnet midt i en lille by. På den anden side af vejen lå en Netto og der var huse længere nede. Sam begyndte med forhastede skridt at gå ned ad vejen. Han kiggede ned i jorden, han havde ikke lyst til at møde nogen fordømmende eller bekymrede blikke fra mødre der nok tænkte at det var synd for ham. Det var en lille by, så han var hurtigt ude af den igen og gik nu målrettet fremad. Et par biler kørte forbi ham, men ingen af dem var Nicks. Sam begyndte at dagdrømme, tænke på alt det han kunne gøre når han kom ind til Århus. Om to år kunne få et arbejde, og hvis han var heldig var der nogen der ville ansætte ham allerede nu. Chancerne var små, men han ville ikke udelukke noget. Egentlig havde han regnet med at Nick og de andre havde glemt alt om ham og at de ikke engang havde forsøgt at finde ham. Hvad skulle de også bruge ham til? Han var ikke gammel nok til at tjene penge for dem og han var ikke stærk nok til at ordne noget i huset. Når han tænkte over det kunne ikke forstår hvorfor de ikke havde smidt ham ud for lang tid siden. Han gjorde i bund og grund ingen nytte, og han kostede dem kun penge, hvad angår mad, osv. Han vaskede op og gjorde lidt rent engang i mellem, men det tunge arbejde, det kunne han ikke klare. Men på den anden side, hvor meget kunne de forvente af en 11-årig. Nu hvor man tænkte nærmere over det var han vel en form for tjener for dem. Andet var han nok ikke. Hans tanker blev igen ledt over på alle de ting han skulle gøre når han nåede ind til Århus. Han kunne se sig selv om 10-15 år, sidde på et stort kontor, være direktør for et kæmpe firma. Han havde forestillinger om at han skulle skrive en selvbiografi og begyndte allerede at tænke det der skete for ham nu som en del af bogen. Hans dagdrømmeri tog overhånd, så da der stille og roligt kørte en bil op bagved ham lagde han ikke mærke til noget. Det var først da han kunne høre Nicks snøften og nogle bildøre der blevet hamret hårdt i at han vågende op fra sine drømme. Da Nick med hæs stemme sagde ”jamen Sam”, stivnede det i hele Sam. Det var gået op for ham at Nick og alle de andre havde fundet ham. Sam vendte sig langsomt rundt, mens han prøvede at se hård ud og holde styr på sine knæ, som han kunne mærke rystede af skræk. ”Du rør min ikke”, fik Sam stammet frem, i et forsøg på at virke sikker, selvom han var tæt på at tisse i bukserne af skræk. Bill, som var Nicks højre hånd, gik hen mod Sam og slog med ét hårdt og præcist slag direkte i jorden. Sam lå nu på fortovet med blodet løbende ud af munden. Han var mundlam, han kunne ikke få et ord frem. Og da han forsøgte gjorde det afsindigt ondt i hans kæbe, så stoppede hurtigt igen. Han kunne mærke et hårdt spark i maven og kort efter endnu et. Han lukkede øjnene og prøvede at lade vær med at tænke. Pludselig hørte han et skrig og han åbnede øjnene, foran Nick stod nu den lille pige. Hun var tydeligvis vred ud og slog Nick med en knyttet næve i maven. Bill og Dan gik hen mod pigen og tog i hende. Hun nåede lige at råbe ”LØB!”, til Sam inden hun fik et spark hårdt i maven. Sam kom på benene og begyndte at løbe, så godt han kunne ud i skoven. Han vendte om og kiggede på hende. ”Jeg skyldte dig tjeneste”, fik hun frem, mens hun blev gennembanket af de to store mænd, der stod over hende. Sam begyndte at græde af dårlig samvittighed og sank fortvivlet sammen mellem alle bladene. Han lukkede stille øjnene og ønskede at han var død. Der gik ikke længe før han kunne høre skridt tæt på ham. Han vidste hvad der ville ske, men han var ligeglad. Han kunne mærke et hårdt spark i ansigtet og derefter endnu et. Næste gang han vågende lå han på hospitalet og han kunne ikke huske hvad der var sket, det eneste han vidste, var at han var i Århus.