Det er svært at sige, hvornår man har ansvar for at gøre noget bestemt. Hvis man har et fritidsarbejde, har man et ansvar for at møde op og gøre sit arbejde ordentligt, og hvis man er syg, har man selv ansvaret for at ringe og melde sig syg eller finde en løsning til arbejdet. Når man går i skole, har man selv ansvar for at lære, for at lave lektier og for overhovedet at møde op. Man vil altid have mange forskellige slags ansvar, og det er altid op til en selv at leve op til ansvaret. Hvis man får et kæledyr, er det ens ansvar at passe dyret forsvarligt, og hele tiden sørge for at dyret har noget at spise og noget at beskæftige sig med. Men hvis et forældrepar køber et dyr til et lille barn, hvor barnet ikke kan passe dyret alene, så må man her deles om ansvaret, så både forældrene og barnet tager del i ansvaret om dyret. Spørgsmålet om ansvar begynder at blive svært, når det også involverer andre mennesker og kan påvirke deres liv.
Hvis ens ven går og har det rigtig dårligt psykisk, og man egentlig har lagt mærke til det, skal man så gøre noget ved det, eller skal man vente, til personen selv kommer frem med det? Hvis man vælger at gøre noget ved det, har man sikkert gjort det, fordi man har følt, at man havde et ansvar for, at hjælpe ens ven som har det skidt. Men hvis man vælger ikke at gøre noget ved det, og vente til personen selv kommer frem med det, har man taget en beslutning om, at man ikke mener, at det er ens ansvar at konfrontere personen med det. I denne situation er det svært at sige, om det er ens ansvar at hjælpe ens ven ved at konfrontere ham eller hende. For personen kan jo have nogle gode grunde for ikke at sige det til nogen. Men ens ven kan jo også bare gå og vente på, at der er nogen, der opdager, at han eller hun har det skidt, fordi personen har svært ved selv at gøre noget.
Det er gratis at oprette en konto