Jeg sidder i klassen, på tavlen står der med store bogstaver ”Ansvar”. Mine tanker glider ind på emnet ansvar. Man har et ansvar, lige fra navlestrengen bliver klippet. Et ansvar for sig selv. Selvom forældrene tager mest af ansvaret i mens man er lille, kan de ikke tage alt ansvaret for en. Man vil altid slå sig som lille, klemme sin finger i døren, styrte på sin cykel, eller brænde sig på komfuret, og det er ikke forældrenes skyld. Det er bare hvad der skal til, for at vi lærer at tage ansvar for os selv. For at vi kan klare os selv, når vi skal videre i livet, for at vi kan komme igennem 1. klasse når de andre driller os, for at vi kan klare 8-9.klasse og al det pres der kommer, når man opdager at man snart skal igennem afgangseksamen og helst med gode karakterer.
Jeg har prøvet at glemme mit ansvar. Prøvet at give andre ansvaret og regne med at det kommer af sig selv. Man tager fejl hvis man tror, at alt kommer af sig selv, man tager fejl hvis man regner med, at der nok findes nogen der tager alt ansvaret. Vi har alle taget et ansvar engang, selv hvis man nu er egoistisk, og ligeglad med alle andre end sig selv, har vi alle taget et ansvar. Om det så har været en kanin som 7 årig, en vens legetøj i børnehaven, eller en mindre søskende når forældrene var ude at handle, så var det et ansvar som man tog meget alvorligt, et ansvar man tog dybt seriøst. I ens yngre år havde man lært fra de voksne at tage ansvar.
Det er gratis at oprette en konto