En religiøst belastende handling, i reglen en overtrædelse af religiøse regler der tænkes at hæfte som en besmittelse eller som skyld ved det menneske, der begår den. Blandt religionerne er der meget stor variation i syndsbegrebets indhold, og det er også meget forskelligt, hvor stor rolle, det spiller. I mange religioner er rituelle overtrædelser eller tabu-brud det nærmeste, man kan komme et syndsbegreb.
I kristendommen betegner ordet synd i prægnant forstand menneskets fundamentale misforhold til Gud. Ordet står således for noget, som hverken kan beskrives dækkende med ordet skyld eller ordet skæbne. Det omfatter begge dele, idet det på én gang er uforklarligt og udslag af en holdning, det enkelte menneske som person er ansvarligt for. Det er denne forståelse, kristendommen tilsigter at give udtryk for ved at tale om arvesynd. Dette udtryk betegner synden som uforklarlig, som det, der er sin egen årsag, mennesket synder, fordi det er en synder. Ordet synd/arvesynd betegner en grundindstilling, der kendetegner menneskets eksistens, og kan i den forstand ikke bruges i flertal, som det ellers er tilfældet, fx når man også i kristendommen taler om at bekende og tilgive synder.
Rent og urent:
I de fleste religioner er religiøs renhed først og fremmest et rituelt krav. Den, der på gyldig måde skal udføre ritualer, må være ren og gennemgår derfor ofte et renselsesritual forud for egentlige kulthandlinger. Mange religioner har dog også religiøst betonede renhedsforskrifter, der gælder alle, fx vedrørende madens sammensætning eller berøring af urene ting eller personer. Hvad der anses for rent og urent er et spørgsmål om klassifikation og varierer fra kultur til kultur og fra religion til religion.
Det er gratis at oprette en konto