Artiklen hedder som skrevet, ” X Factor er en tåkrummede talentkonkurrence”. Artiklen er en anmeldelse fra TV-redaktøren, Henrik Palle. Modtagerne er os dansker, som netop er vidner til programmet, X-Factor. Anmeldelsen er fra Politiken og blev bragt ud d. 10 januar 2010. Anmeldelsen er formidlet i medierne, Radio, DVD og web.
Artiklen handler om talentkonkurrencen, X-Factor. Henrik Palle (anmelderen) ligger meget fokus på det er et program, der bruger alt for meget energi på talentløshed. Han mener især de første afsnit er præget af netop talentløshed, hvor man især bider mærke i de personer, som gør sig selv til grin og slet ikke har nogen fornemmelse for toneleje. Dommertrioen bestående af rocksangeren, Pernille Rosendahl, mesterproduceren Carsten Soulshock og den sympatiske Remee, kan ifølge Henrik Palle ikke kende en person med ægte X-factor, selvom de stod foran ”Britains Got Talent” vinderen, Susan Boyle, som sang ind i hjertet på mange tusinde verden over med sangen, ”I have a Dream”. Henrik Palle mener også, der i programmet er mange personer, hvis trang til opmærksomhed nærmere indikerer usikkerhed og uligevægtighed i hverdagen. Han mener dog, at den nye dommertrio skal igennem meget for at opnå en ny stjerne med den rette x-factor. De må igennem uendelige prøver, hvor de skal hører på legendariske sange, der bliver ødelagt af en såkaldt søløvestemme. Han føler i starten ikke for ordet, talenkonkurrence, nærmere en talentløshedskonkurrence. Han mener dog der er en rigtig god kemi og stemning blandt dommertrioen, men han kan ikke fornemme hvem der den onde, gode og grusomme. Han bemærker at Rosendahl er både mild, moderlig og har et godt øje til drengene, som står på krydset foran dem. Noget hun iøvrigt ikke lægger skjul på. Han føler at 2 fredage er nok til at kvæde ”Every(Fri)Day I Have The Blues.
Det er gratis at oprette en konto