Fordi der er så meget usikkerhed blandt folket, og man har mistet troen på det der førhen var sandheder og trosbegreber – det være sig både den religiøse tro som troen på gamle idealer og ideer.
Eksistentialismen opstår i denne periode, og det der ligger bag denne filosofi er at mennesket har nogle forventninger til nogle bestemte ting og når disse forventninger ikke kan blive opfyldt bliver mennesket skuffet og føler tilværelsen som meningsløs. Og det passer bestemt til perioden, da folk havde mistet deres tro og var blevet meget usikre.
I det absurde teater finder vi mennesketyper, som føler sig som outsidere. Altså nogle som står uden for fællesskabet og holder sig for sig selv. Man kan sige at mennesket er fremmed for sig selv og andre.
”Vi venter på Godot” fik en blandet modtagelse, da publikum var forvirret over at de ikke vidste hvor eller hvornår stykket foregik, eller hvorfor personerne opførte sig som de gjorde og hvem de egentlig var. Senere fik stykket en større succes, mens det i dag næsten anses som en klassiker fordi det så godt illustrer de karakteristiske ”ikke-tilstedeværende” figurer og skaber et billede af det 20. århundredes dilemma omkring den moderne eksistens’ meningsløshed. Stykket blev spillet i et fængsel, hvor det blev modtaget med stor succes, da dette anderledes publikum kunne sætte sig ind i situationen om hvad det vil sige at vente. Stykker blev også spillet i en krigszone hvor stykket blev et symbol på krigens meningsløshed og at de ventede på en hjælp fra vesten, som aldrig ville komme.
Det er gratis at oprette en konto