I Marina Cecilie Roné’s essay beskriver hun, hvad der er vigtigst for hende ved Danmark. Hun skriver, at selvfølgelig er der andre smukke steder i verden, men på de steder har hun ikke oplevede ting, der er specielle for hende. Danmark er hendes hjem og det vil det altid være. At gå nede på gaden og ikke tænke over hvor man er, fordi man har gået der så mange gange før. At se ting der altid har været der, men man ikke rigtig har lagt mærke til. Hun får os til at tænke over tingene og får os til at ende ud i, at vi bedre forstår, hvorfor danskere er så glade for deres land.
Det smukke ved Danmark er, at lige meget hvor man er, relaterer danskere altid til Danmark. Når vi er på ferie leder vi desperat efter rugbrødet og ender altid med et rugbrød på dåse, der er lige så tørt som dåsen den kom i. Man kan heller ikke finde ud af, at udlandet har andre vejr fænomener. Vi har fire årstider. Fire dejlige årstider. De fire årstider er ligesom et menneske. Det fødes, vokser op, er døende og dør, der fødes et nyt og dejligt menneske, med en anden personlighed og processen gentager sig, men har dog forandret sig. Foråret er der det hele fødes. Bladene kommer, skoven er smukkere end aldrig før, blomsterne kommer lige så stille frem, den dejlige påske lilje, som slanger sig ned som en lille klokke, som bare ikke kan ringe. Man kan dufte, når det er blevet forår, det dufter så rigtigt af naturen.
Det er gratis at oprette en konto