En mors afskedsbrev

Det var midt i Oktober. Årets sidste solstråler, havde hele dagen forsøgt at trænge igennem det grå skydække, men uden held. Alt var dækket af et gråligt tæppe, fyldt med sorg, tristhed og dårligdom. Som om en kunster havde fået lov til at male det hele gråt, og man kunne sagtens skyde en hvid pil igennem, at det ville blive normale farver igen. Hele den danske strand, Vesterhavet. Der hele sommeren havde været fyldt med diverse turister, især tyskere,lå nu øde. Ingen farve syntes at give bare lidt kulør. Og dog. En lille babydukke, med lyserød kjole, lange tykke mørke krøller, dybe og forventningsfulde mørkebrune øjne, der lagde på en stor sten, et lille stykke fra vandkaten, syntes at lyste det hele lidt op. Det var som om et lille lysglimt pludselig strefjede igennem hele stranden. De brune øjne øjne kiggede op i luften, med et lille glimt, der gjorde babydukken levende at se på. De små skrøblige arme, lagde i en omfavnende position, som om dukken bare ventede på nogle ville tage imod omfavnelsen. Der var nogle der manglende den, nogle der savnede den lille dukke, og nogle der havde en historie med denne dukke. Men ingen var kommet for at hente den..Cirka 3 km. fra stranden, i udkanten af et sommerhus område, lidt udenfor Blåvand, lå alting ligeså øde som stranden. Der var stille og tilsynladende syntes ingen huse at være bosatte. Her herskede det triste vejr også, og alt dårligdommen føltes større end før. Men ét – ét lille hus, helt nede ved enden af den første sti, lyste. Lyset inde i huset formåede at opsluge alt det triste udenfor, og en tilsynladende hyggelig atmosfere. En mand midt i 30erne var i fuld gang med at lave frokost. På et lille gulvtæppe foran tvet sad en lille dreng, på omkring de 8, fuldstændig opslugt og fascineret af Pokemon. Man kunne ligefrem fornemme hvordan han inderligt ville ønske han selv var med i tegneserien. Udadtil virkede et hele virkede som det rene paradis, hyggeligt og som alt skulle være, i en familie. Men hvis man lyttede efter, virkelig lyttede efter og overhørte lyden af ”POKEMON JEG VÆLGER DIG” og diverse lyde af hygge og kærlighed, åbenbarede der pludselig mere sørgmodige lyde i huset. Savn, gråd, forvirring og sorg. I værelset op til køkkenet, eksiterede kun disse følelser. Alt glæden der i var i køkkent, virkede pludselig meget fjernt. Bag døren, ind til værelset, sad der en lille pige. Hun havde lange mørke krøller, helt mørkebrune øjne, der næsten var helt blanke og sorte nu, efter mange timers gråd. Hun mindedes tider, tider der forekom hende at være flere år siden, men der i virkeligheden kun var nogle få måneder siden. Hun savnede, hun mindedes den tid.. Dengang mor levede.Det havde været en helt normal dag. Hun var kommet hjem fra børnehaveklassen, smidt sin flotte lyserøde skoletaske på køkkenbordet, og gået ud for at finde noget lækkert. Men den her dag, var alligevel anderledes.. For på stuebordet sad en lille babydukke, med lange mørke krøller, de dybeste glade brune øjne, fin lyserød kjole med hjerter, og en fin sløjfre ved halsen og med et lille smil. Deropstod julelys i hendes øjne, og en boblende glæde, da hun tog fat i dukken og omfavnede den kort. Der faldt en seddel ned på gulvet. Hun bukkede sig ned efter seddelen. ”Glem mig aldrig – Mor”. Hun forstod intet og kiggede forvirret rundt i stuen, med dukken i hånden. Den boblende glæde der var opstået ved dukken, var pludselig forvandlet til en tryggende usikkerhed. På køkkenbordet, lå der en anden seddel, en kuvert. Det var mors skrift, det var hun sikker på. Men”Glem mig aldrig” Hvad mente hun? Hvor var mor? Havde hun forladt dem? Kom hun hjem igen? Hun åbnede kuverten, i håb om svar. Listen var lang, som om den aldrig sluttede og ligenu så det ikke ud som om hun ville få svarene. Det lignede de kruseduller hun havde tegnet tidligere idag, men når hun virkelig koncenterede sig, formede det nogle streger, der langsomt forvandlede sig til bogstaver. Hun havde knapt nok lært at læse, men langsomt fik hun ordene frem.