Der var et lille hus med en lille have til. Hvis man var nede på gaden og så op på det, lignede det at der ikke var noget tag. Det var nu bare et helt fladt tag af sten og ovenpå lå der en ung pige. Med benene under hende i havfrueposition og armene under hovedet som en pude, lå hun og kiggede op på himlen. I sensommerens bløde lys, begyndte månen at titte stille frem, fra de gråmørke skyer.
Mia tænkte hvordan det var kommet så lang ud, at Mia og hendes mor rent faktisk ville stikke af fra mias far. Den sorg men alligevel en lettelse der skyllede ind over hende, var ubeskrivelig. Sensommerens blæst kærtegnede hendes kinder. Hun tænkte tilbage, tilbage til da hun første gange hørte hendes mor og far skændes. Det var i december Mia huskede det fordi hun sad og krammede sin julenisse imens tårne flød som små bække ned af hendes kind.
Mia huskede ikke hvordan eller hvornår skænderiet begyndte, Mia huskede kun hun vågnede midt om natten af et glas der blev tabt på gulvet. Hvor efter hoveddøren blev smækket i og Mias mor begyndte og hulke, imens Mias mor samlede glasskårene op af det knuste glas. De første mange år forstod Mia aldrig rigtigt hvad skænderierne handlede om, som skænderierne blev voldsommere og alvorligere trak Mia sig længere og længere ind i sig selv. Hun hadet sin far, ikke for den han var men for det han gjorde mod hendes mor.
Det er gratis at oprette en konto