Når jeg i dette essay skriver om privatiseringen i det offentlige rum, har jeg ikke på nogen måde tænkt mig at skrive politisk om ejendomsretten, og hvordan vores offentlige legepladser og veje, bliver privatiseret til parkeringshuse.
Jeg har til hensigt at diskutere det etiske og uetiske ved at føre kameraet bag vores facade og ind til det personlige og usete. Er vores reality shows gået for langt? og er det blevet acceptabelt at udstille sig for åben skærm? Er vores offentlige rum ikke længere nok til at afspejle vores kompetencer, som set i lys af Helle Thornings skattesag, hvor dybt skal vi i det hele taget ind for at kunne vurdere en person i helhed?
Hvis vi skal kigge på en overordnet grund til, hvorfor en Privatisering af det offentlige rum, kan fremkomme må vi kigge på, hvordan vores samfund er blevet et paradis for de voyeurister, som efterhånden er dig og mig. Det er før blevet påpeget i mange artikler, hvordan familien Danmark er blevet så perverse, at det mest groteske, er det vi alle samles om. Jeg vil så vidt vove at påstå, at vores generelle live, er blevet så påvirket af privatiseringen – så når vi træder ud af vores komfort zone, træder vi i virkeligheden ind, i hvad må siges at være et kæmpe dyrskue.
Det er gratis at oprette en konto