Så sidder man der igen. Man er hjemme efter en hård arbejds- eller skoledag, og man smækker fødderne op foran fjernsynet. Man starter på den første kanal der viser en dokumentar, om hvordan kyllinger pumpes med for megen vand i forhold til deklarationen. Man zapper forsigtigt videre – og lige pludselig toner der to mennesker under samleje frem, i programmet Paradise Hotel. Overrasket sidder man og tænker, hvad der får folk til at udstille sig selv på denne måde? Pengene, berømtheden, det at leve livet som man vil - eller noget helt fjerde?
Man kan næsten ikke tænde for ens fjernsyn, uden at rende ind i reality-TV. Dette kan være positivt, men det kan så sandelig også være negativt. Personligt har jeg ikke noget imod reality-TV, så længe det ikke overskrider min egen grænse. Og sker det, at et program overskrider min grænse, for hvad jeg synes er fair at vise i TV – ja så slukker jeg ganske simpelt. Men det sker dog yderst sjældent, da mit eget ”ordsprog” delvist er ”Jeg går lige til grænsen – for at overtræde”. Det mener jeg også gælder inden for reality-TV. Man kommer tættere og tættere på, og da man i 2009 så Jade Goody optræde med kræft i et Amerikansk reality-show, blev døden pludselig også en del af vores reality. Ja for at sige det groft; en del af vores fælles underholdning. Det er første gang, at jeg personligt mener, at grænsen er ved at være overskredet. En persons død, bør ikke på nogen måde være underholdning i den bedste sendetid i TV – heller ikke selv om personen selv har indvilget i projektet. Men folk virker umiddelbart til at være relativt ligeglade, hvilket muligvis en konsekvens af, at det pågældende reality ikke vedrører personen der ser det – vedkommende bliver bare underholdt af det. Det rammer folks følelser, og derfor bliver det interessant at følge.
Det er gratis at oprette en konto