Der var engang for længe længe siden en dreng og en pige. Drengen og pige var søskende, endda tvillinger. De boede på et stort slot med deres onde stedmoder og to lede stedsøstre. Stedmoderen betragtede dem som tjenere. Grethe skrubbede gulve og trapper, pudsede lamper og sled i rengøring dagen lang, imens broderen, Hans, pudsede sko, løb til skrædderen og købmanden for at varte den onde stedmoder op. Hun var altid utilfreds. Grethe blev ofte sat til at spinde uld natten lang, hvis stedmorder havde fundet det mindste snavs. Oftest var de lede stedsøstre, som havde tilrettelagt det. En dag blev alting endnu engang for hårdt for de to søskende. De låste sig inde i deres lille kammerværelse. Hvor der kun lå to nedslidte madrasser og et gammelt rusten og støvet spejl. Hvad ingen vidste, udover tvillingerne, var at spejlet var magisk. Det talte. I spejlet gemte dig sig den rareste gamle dame. De spurgte så spejlet ”Hvem er den ondeste i verden her?”. Og spejlet svarede ”Den ondeste og mest grusomme i verden her er stedmoder Alice”. Hvad de to børn ikke vidste, var at den lede stedmoder Alice stod på den anden side af døren og lagde øre til. Da hun hørte hvad spejlet sagde, blev hun rasende gal. Hun troede det var Grethe, som havde sagt det. Hun blev så rasende at hun sendte børnene af sted efter 1000 bær, hvis ikke de fandt dem inden dagen var omme, ville de blive sat på gaden. De ledte og ledte i det store park område uden held. Og timerne gik, de havde endnu kun fundet omkring 100 bær, da de pludselig stødte på syv vandrende mænd. Mændene var frembrusende og skreg ”white pride!” i kor. Da mændene så Hans og Grethe, begyndte de at skubbe til dem. De ville have bærrene. Tvillingerne løb for livet, og undslap.
Det er gratis at oprette en konto