Tanzania er en republik i det sydøstlige Afrika. Landet grænser mod nord op til Kenya og Uganda, mod øst til Det indiske Ocean, mod syd til Mozambique, Malawi og Zambia, og mod vest til Den demokratiske republik Congo (DRC, det tidligere Zaire), Rwanda og Burundi. Tanzania ligger endvidere mod øst helt ud til Det indiske Ocean. Med til landet hører også øerne Zanzibar og Pemba. Arealet er 945.100 km 2 (til sammenligning er Danmark 43,094 km2, og Tanzania er dermed knap 22 gange større end Danmark). I 1973 besluttede man at gøre den lille by Dodoma (203,833 indbyggere) til hovedstad, men endnu ligger kun en ganske lille del af de statslige organer i Dodama. Dar es Salaam (1,734,000, 1995 estimat) er den største by i landet, og fungerer også som den reelle hovedstad i landet.
Omkring Victoriasøen i det nordvestlige Tanzania samt ved kysten ud til Det indiske Ocean er der tropisk klima, hvor luftfugtigheden kan være ganske høj. Gennemsnitstemperaturen langs kysten er 27 o C og nedbørsmængden varierer fra 750 til 1.400 mm om året. Kystområderne ligger ret lavt, men rejser man længere ind i landet er der en gennemsnitlig højde på 1.200 m over havets overflade. På højsletten inde i landet er der et varmt og tørt klima, hvor den gennemsnitlige nedbør kun er på 500 mm om året. Mod Tanzanias nordøstlige grænse er der et stort bjergområde, hvor også Afrikas højeste bjerg ”Kilimanjaro” på 5.895 m ligger. Også i syd ligger der en del bjerge. Klimaet i disse bjergområder kan på nogle tidspunkter af året være køligt med megen nedbør. To af de største søer i Afrika ligger på grænserne til Tanzania. Den største, Victoriasøen, ligger ved den nordvestlige grænse, og Lake Nyasa ligger mod sydvest mod Malawi.
Det er gratis at oprette en konto