Første gang jeg mødte...: efterskoleliv og venskab

Jeg synes at Dan Turélls tekst er meget smuk på en måde. Jeg synes at han åbner meget op for læseren, han fortæller om kvinderne som han har været forelsket i og det er vel lidt hans ”livshistorie”? Det virker lidt som om at han vil give læseren et indblik i hans liv og man kan vel godt tælle år med kvinder? Jeg kan godt lide at han starter hvert afsnit med ; Første gang jeg mødte hende… For det gør Turélls essay mere sammenhængende og det kan jeg godt lide.

Første gang jeg mødte hende var på en smuk augustdag. Det var hverken for koldt eller for varmt, men lige sådan at man kunne have en cardigan på uden at det blev for varmt. Det var mit andet år på efterskole og jeg havde haft store forventninger. Hun skulle bo på værelset ved siden af mit og mit første indtryk var at hun var ret mærkelig. Hendes humor var sådan en ”haha-du-gik-ind-i-en-dør-humor” og jeg var lidt nervøs over hvordan det hele skulle komme til at gå. De første dag gik fint nok og jeg snakkede ikke så meget med hende, men jeg var jo også nødt til at prøve lidt og jeg tror lidt at vi begge to kæmpede for at få det til at fungere og det gør vi da også stadigvæk. Vi begyndte at snakke mere sammen og jeg fandt ud af at hun var en smadder sød pige og vi begyndte at betro os til hinanden. I dag når jeg kigger tilbage på de sidste par måneder er jeg egentlig glad for de 5 piger jeg er kommet til at bo med, vi er der altid for hinanden hvis der er nogle der har problemer på enten skolen eller derhjemme. Vi har selvfølgelig vores op-og-nedture og nogle gange er det da også svært at bo 6 teenagepiger sammen når homonerne raser sådan som de nu gør, men alligevel får vi det bedste ud af det og selvom der kun er gået halvdelen af året har vi oplevet de mest fantastiske ting sammen og vi har knyttet et bånd som aldrig vil brydes. I går aftes sad vi alle sammen i stuen og hyggede og jeg kunne virkelig mærke noget, jeg ved ikke rigtig hvad det var og det lyder måske tosset når jeg siger det, men måske var det en form var fællesskab? Eller det var det. Det ved jeg at det var. Men det jeg mener er, altså det føltes som noget jeg aldrig havde oplevet før, jeg har aldrig følt mig så tæt knyttet til nogen som ikke var min familie. Her i julemåneden skal vi rigtig hygge og jeg glæder til den 1. december, vi har allerede aftalt at vi skal se julekalender hver eneste dag og så har alle en julesok med hvor vi kan putte lidt slik i og sådan noget, det bliver virkelig hyggeligt. Nogle gange kan det godt undre mig hvor tæt knyttet man bliver til folk i løbet af sådan et efterskole år, altså jeg ved det jo fra alle mine efterskole venner fra sidste år, dem snakker jeg jo stadig med og de vil altid have en plads i mit hjerte. Nogle gange synes jeg at det er lidt uhyggeligt at tænke på hvor mange venner jeg har fået i løbet af det sidste halvandet år, alle de mennesker som har haft så stor indflydelse på den person jeg er i dag, hvis jeg gået i 10. klasse på en almindelig folkeskole havde jeg jo aldrig fået alle de udfordringer jeg har fået på den tid jeg har gået på efterskole og jeg har virkelig overskredet grænser. Det er virkelig fantastisk.