Et venskab på afstand

Peter stod i terminalen og ventede på, at flyet, der afgik til USA, ville være parat til at medtage passagerer. Det var lidt trist efter 30 års venskab, så rejste han bare til USA, hvor han havde fået tilbudt et job i en af USA’s største advokatfirmaer. Han havde tænkt sig at bosætte sig i USA resten af hans liv, men man ved aldrig, om han ville komme tilbage. Vi havde kendt hinanden lige siden børnehaveklassen. Faktisk var det meningen vi skulle have fejret dagen i dag, da det var vores 30 års venskabsdag, men sådan gik det ikke. Det var da meget godt for ham, at komme videre i livet, vi ville da også forsætte med at have kontakt. Jeg vidste godt at en dag, ville han blive til noget stort og måske flytte til udlandet, så det kom ikke bag på mig, at han rejste. Men Peter var meget overrasket over, at han skulle til at arbejde i udlandet. ”Rejsende til USA, Washington, som har sædenummer 1 til 49 bedes stige ombord på flyet” Sådan lød det i højtalerne. Jeg så på Peter, vi sagde ikke noget til hinanden, nok fordi vi var lidt lamslået af hele situationen. Så det endte med, at han gik ombord på flyet og jeg vinkede pænt farvel. Min dagligdag skulle bare forsætte, som den altid havde gjort, jeg har en dejlig kæreste, som venter vores første barn. Jeg skulle stadigvæk arbejde i ”Løvehaven”, som var en offentlig virksomhed, der beskæftigede sig med unge, der havde psykiskeproblemer. Da jeg kom hjem, stod min computer og blinkede ”You got mail.” Peter havde allerede sendt en mail, hvor der stod at flyet lige var lettet, og at han var i god behold. Enormt smart at han har en mobiltelefon, som kan sende mails, på den måde kan vil altid vedligeholde forbindelsen. I de efterfølgende dage, da han lige var ankommet til USA, skrev vi nok tre-fire mails til hinanden, men det var ligesom om, at hans interesse for mig bare faldt og faldt. Så det endte med, at vi nu kun skriver en mail til hinanden om ugen. Han havde udviklet sig meget, og var vant til at skrive og snakke det engelske sprog, så meget at han en gang i mellem skrev engelsk i stedet for dansk til mig. Jeg sad ved computeren og havde lige fået en mail fra ham, en af de mest positive mails. Der stod ”Hej med dig! Går det godt i Danmark? Det går helt perfekt her, faktisk bedre end forventet. Jeg har lige fået tildelt en stor sag, hvor der er massere at gå i gang med. Faktisk er jeg allerede steget i løn to gange, så jeg tjener det dobbelte af, hvad jeg gjorde i Danmark. Du må komme og besøge mig en dag, så kan jeg vise dig mit hus. Hav det rigtigt godt – vi ses. Hilsen din ven for evigt Peter.” Rart at vide, at han har det godt, og at det går bedre en alt forventet. Hverdagen var godt nok blevet lidt trist efter, at Peter var rejst men det gik da. Da jeg havde læst mailen, kastede jeg mig ind foran fjernsynet sammen med min kone. Som et skud fra en ikke ladt pistol zappede vi henover nyhederne, hvor Peter blev interviewet. Han havde fået jakkesæt på og hele den mundering. Det var som om, at han nærmest flygtede væk fra pressen, som om de jagede ham, ligesom når man prøver at fange en tiger i en jungle. Han sagde ikke rigtigt noget, kun ”No comment”, så det var nok noget med retssagen, som han havde kørende, men hvorfor havde han ingen kommentar? Min nysgerrighed blomstrede, udsendelsen var hurtigt forbi, så jeg greb tastaturet og skrev følgende: ”Peter, Peter hvad er der galt? Jeg så dig på CNN i dag, du så ikke ud til at have det godt. Er der noget i vejen? Har det noget med retssagen at gøre? Jeg håber i hvert fald at du ville svare. Hilsen din ven for evigt Christian.” Han ville nok først svare næste dag, og jeg kunne mærke trætheden i mig, så jeg gik i seng. Midt om natten blev jeg afbrudt i min skønhedssøvn. Det var telefonen der ringede, ”Hvem gad at ringe her midt om natten?” Tænkte jeg. Jeg tog telefonen hurtigst muligt. Det var Peter, der var i den anden ende. Underligt at høre hans stemme, den var blevet enorm dyb, jeg var ikke vant til at snakke med ham, jeg havde nærmest vænnet mig til at skrive og læse hans mails. Jeg snakkede med ham, han lød meget bekymret, og han forklarede, hvorfor at han havde været i CNN. Men noget var, som det ikke helt skulle være, det var ikke den Peter jeg kendte. Han havde ikke den der stærke selvtillid, som en 150 kg tung bjørn. Nej, nærmere ligesom et lille egern, som flygter når, der er opstår problemer. Der var i hvert fald et eller andet galt, men hvad var det? Hans forklaring, om hvorfor han var i CNN, var lidt tynd, men det kunne da godt passe, som han sagde, at det var noget med retssagen at gøre. Jeg kendte ham heldigvis så godt, så jeg vidste at der var noget galt, og når en af mine venner ikke har det godt, så kan jeg heller ikke have det godt. Derfor gjorde jeg det at, jeg ringede ud til Kastrup Lufthavn, og bestilte en flybillet til Washington, efter at han havde lagt røret på selvfølgelig. Jeg glemte helt, at jeg ringede midt om natten, og det kunne da godt være, at man ikke kunne tillade sig det, men billetten blev da bestilt. Det var underligt at Peter ringede, han kunne bare have sendt en mail, som han plejede, men han ville snakke med mig, ikke kun over telefonen, men også med fysisk kontakt. Så han ville i bund og grund nok gerne have, at jeg tog derover. Vi havde jo trods alt været venner i lang tid, så mon ikke at han kunne regne ud, at jeg ville komme hen til ham. Det endte med, at jeg næste morgen skulle tage flyet til USA, Washington. Min kæreste var, hverken forarget eller lign. hun vidste godt at der var noget galt, så hun stillede ikke nogen spørgsmål, og accepterede at jeg tog til Washington. Da flyet havde lettet på vej til Washington, skrev jeg en lille mail til Peter. ”Hej Peter! Jeg kunne mærke på dig, at der var noget galt, da vi snakkede sammen sidst. Derfor gør jeg det, som en god ven skal gøre. Jeg sidder nemlig her i flyet, som er på vej til Washington. Så kan du ikke sende en mail til mig til min mobiltelefon, så jeg lige kan få din adresse. Ifølge piloten skulle vi være i Washington ca. kl. 18:00 amerikansk tid. Det bliver rart at se dig igen. Din ven for evigt Christian.” Jeg kunne mærke et lille puf fra landingen, men ellers gik flyveturen godt. Jeg kiggede rundt i lufthavnen, og vidste ikke rigtigt hvad jeg skulle stille op, da jeg ikke havde modtaget nogen mail fra Peter. Men så kom der en lang, fornem, hvid limousine hen imod mig. Chaufføren gik ud og åbnede døren for mig, inde i bilen sad Peter. Han viste mig, hvor han arbejdede, og hvor han befandt sig i Washington. En helt anden verden. Vi kørte hen til hans villa, hvor der var bodyguards ved indgangen, som kontrollerede og visiterede mig. Helt i orden udover, at jeg ikke havde til hensigt at gøre noget mod Peter – tværtimod. Jeg blev vist hen til mit værelse, som havde en stor dobbeltseng og boblebad. Der lå noget golftøj, som jeg skulle tage på. Han nævnte godt nok, at han lige skulle til et møde. Jeg blev henvist til golfbanen af hans stuepige, hvor Peter stod og ventede, sammen med en ældre mand. Jeg kom nærmere og hørte, hvad de snakkede om. Noget med at varerne ville blive leveret i morgen, og pengene ville derefter blive sat ind på hans konto i Schweiz. Over et spil golf fik vi snakket om, hvordan det gik for ham og hvordan han havde udviklet sig. En ting var helt sikkert, han var gået igennem en kæmpe forandring. Hjemme i Danmark havde han et gammelt faldefærdigt hus, her i USA havde han Villa med mindst fem tønder land, som var skov, golfbane og andet smuk natur. Jeg kunne ikke helt få det til at hænge sammen, for det kan da umuligt være så indbringende at være advokat. Men det var lidt mærkeligt, for det virkede ikke, som om der var noget galt. Efter et spil golf, gik jeg op til mit værelse, hvor jeg ville få sovet ud, da flyveturen havde taget hårdt på mig. Jeg vågnede ved et sæt, da jeg hørte en blid stemme sige noget på engelsk, som betød ”Godmorgen, der er en besked til dig.” Jeg kiggede op og så, at der var en slags computerskærm indbygget i væggen, som jeg begyndte at læse: ”Godmorgen Christian! Håber du har nydt det indtil videre. Morgenmaden er parat nede i limousinen. Jeg skal ud at ordne en handel, så skynd dig ned i bilen.” Jeg tog tøjet på og løb med lysets hastighed, ned mod bilen. Der sad Peter med juice, frugter, pandekager, alt hvad der nu indgår i traditionel amerikansk morgenmad. Vi kørte lidt indtil, vi pludseligt var ude på en ødemark, hvor der holdte en lastbil og en personbil. Der lå en faldefærdig gård ikke særlig langt væk derfra. Jeg så, hvad der foregik. Personerne gik langsomt mod hinanden med bodyguards ved siden af, som var fuld armeret fra top til tå med våben, knive, granater og andet livsfarligt. ”Hvad sker der nu?” Tænkte jeg inde i min hjerne. De snakkede om, han havde varerne med, og om de kunne teste det? Den fremmede mand tog en tilfældig hvid pose inde fra lastbilen af, skar hul på den og smagte det. ”Den er god nok.” sagde manden vidst nok på engelsk. Der var nu her, det gik op for mig, hvad der var galt. Grunden til at Peter var blevet så velhavende var ikke på grund af, at han var advokat - desværre, nej han handlede med kokain. Så det var ham, der havde skabt den ballade, som var i CNN. Det skuffede mig rigtigt meget, at se ham sådan. Jeg troede at han havde personlige problemer, men han var desværre blevet en såkaldt ”Mafia.” En af de andre mænd roede lidt inde i lastbilen, og smagte igen på sagerne. Hans ansigtsudtryk var ikke særligt positivt. Det var nærmest som om, at der lige var startet en krig midt i det hele. Han så chokeret ud ligesom, hvis man gik på gaden og så en person blive kørt ned. Han trak sin pistol – ligesom de resterende 20 mennesker. Alle stod og kiggede på hinanden, hvor de sigtede på hinanden med pistolerne. En ting var helt sikkert, at det ikke var kokain, som var i posen nærmere kartoffelmel eller lign. Jeg havde nærmest forventet det her, for man kunne mærke på Peter, at der var noget galt, men for Peter var det helt uventet for ham, at vi nu stod her. Alle stod nu og var parat til ”Det helt store brag”. Jeg kiggede hen på Peter, han nærmest græd over situationen. Han græd ligesom en nyfødt baby. Heldigvis for mig sad jeg inde i bilen, der havde tonet ruder, så de kunne ikke se mig. Jeg tænkte kun på, hvordan jeg skulle få Peter ud af denne her situation, så han ikke ville blive dræbt. Problemet var bare lige, at jeg ikke var den helt store James Bond, og jeg havde aldrig været i lign. situationer, så jeg vidste ikke, hvad man skulle gøre. Jeg startede bilen og kørte hen mod Peter. Så var det at skudduellen startede. Folk stod bare der og skød løs på hinanden. Nogen blev ramt i hovedet altså dræbt, andre blev ramt i armen. Jeg kunne ikke forstå, hvorfor folk gjorde det har, bare på grund af nogen bandlyste stoffer. Jeg kørte limousinen hen mod Peter og var en halv meter fra ham. Jeg rullede vinduet ned og råbte: ”Peter, pas på bagfra!” Peter nåede lige at vende sig om, da det mest utænkelige skete. Der kom en mand løbende bag fra med en kniv, heldigvis fik en af Peters bodyguards skudt manden, lige i det han hoppede med kniven efter Peter. Så Peter var undsluppet uskadt – indtil videre. Manden, der var blevet ramt i brystet, var ikke død endnu. Jeg kunne se, at han trak sin pistol og sigtede mod Peter. ”Bang, bang, bang” lød det, tre pistolskud, var blevet affyret mod Peter. Jeg kunne se, hvordan blodstrålen stod, fra hovedet, oppe i luften. Han var blevet ramt lige mellem øjnene, så det var umuligt for ham at overleve. På en måde vidste jeg, at alt dette ville ske, der var umuligt at overleve, når der stod mindst 20 mennesker med skarpladte pistoler. Det var bare så tæt på… Jeg sad nu bag tremmer, hvor jeg læste The Washington Post, som havde overskriften: ”Advokat dræbt pga. kokain?” Det kunne bare ikke være rigtigt, jeg sad her i fængslet, mens min barndomsven var blevet dræbt. Jeg nåede ingen gang at sige farvel til ham, sådan ordentligt farvel. Alt dette tænkte jeg på, mens jeg læste artiklen. En fængselsbetjent stoppede mine tanker, ved at gribe fat i mig. Han fortalte mig, at jeg var blevet løsladt, da man mente at jeg havde ingen indflydelse på mordet. ”Mordet? Hvad for et mord? Det var en skandale, katastrofe, nærmest værre end at selv blive slået ihjel” tænkte jeg. Jeg sad nu her på trappen, kiggede ud på springvandet og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle tage mig til. Jeg gik hen på den nærmeste cafe, for at tænke tingene lidt igennem. Jeg havde ikke noget at gøre her i USA mere, men jeg skulle desværre allerede ind at blive afhørt af politiet, om det der var sket. Afhøringen tog hele seks timer, de var fuldstændige ligeglade, om hvad de spurgte om, helt iskolde var de. Så det endte med at jeg brød sammen og bare græd. Nu er jeg så her i gode gamle Danmark, og savner min bedste ven Peter, men heldigvis skal livet forsætte, og jeg har en dejlig søn på ni måneder og en sød kæreste. Det var nu præcist et år siden, at han var blevet slået ihjel. Jeg kunne stadig mærke, at der manglede noget i mit hjerte, jeg bladrede igennem de mails og breve vi havde sendt til hinanden dengang. Det værste var, at dengang jeg var kommet hjem fra USA fik jeg en mail fra ham, hvor der stod hvor han boede, og at han glædede sig til at se mig. Det var den mail, som jeg aldrig fik, da jeg var på vej over til ham, i flyet. Jeg fik aldrig sagt farvel til ham, så det ville jeg gøre ved at sende en mail og et brev til ham. Jeg ville skrive det samme i både brevet og mailen. Jeg skrev følgende: ”Hej Peter. Lang tid siden hva’? Jeg savner dig meget. Det er trist at vi ikke kan opleve nye ting sammen mere. Kan du huske dengang vi? Ej jeg skal ikke skrive en hel roman til dig. Jeg håber du har det virkeligt godt. Jeg har startet mit eget lille foretagende, som nu er blevet landsdækkende, hvor vi beskæftiger os med adfærdsvanskeligbørn. Men vi ses vel nok en gang. Det kunne ellers være sjovt, at opleve nogen af de gamle gode minder. Det anede mig desværre at det ville gå sådan her, men jeg kunne se på dig, at det var meget uventet, men sådan er verden nu engang. Jeg vil takke af og sige farvel nu. Det var hyggeligt, at lære dig at kende, aldrig vil jeg finde en erstatning for dig. Hilsen din ven for evigt Christian! FARVEL endnu engang…”