Nu ligger jeg her igen og tænker på, hvordan det var før i tiden. Dengang de alle var der for mig og aldrig ville lade nogen eller noget gøre mig ondt. Jeg holder om dukken hun gav mig, jeg fælder en tåre, da jeg ser tilbage i tiden. Livet der til sidst ikke gav nogen mening. Jeg tæn-ker på tiden som er løbet væk. Men det jeg tænker mest på, er det der fik alting til at gå skævt. Dukken er det eneste jeg havde tilbage fra hende. Den var blevet fyldt af de dejligste minder.
”Kom nu! Du sakker bagud!” En glad latter kom ud af min mund. ”Vent lidt!” Hun grinte også. ”Den der kommer sidst er et råddent æg!” sagde jeg med et smil på læberne mens jeg så mig tilbage, for at se hvor langt bagud hun var. Vi rullede på rulleskøjter, vi skulle hjem til mig og have nogle af de småkager som mor havde lavet. Ligesom da vi var små. Jeg kan stadigvæk smage dem. Den søde fornemmelse af chokoladesmåkager, der fyldes i min mund ville jeg ikke bytte for noget i hele verden. Jeg kunne høre at hun var ved at blive træt, så jeg satte tempoet ned så hun kunne følge med. Jeg husker hende tydeligt. Det Lange brune hår, der var så tyndt og fint. Og så den måde vinden fangede håret på, var bare helt lamslående. Hendes oliven-brune hud og de lange flotte negle, der aldrig, uanset om hun gravede i jord, kunne blive be-skidte. Og de stor grønne øjne som man bare altid faldt hen i, hvis man kiggede i dem forlang tid af gangen. Og hendes slanke krop, som ville passe perfekt til en model. Min mor prøvede engang at forklare hvordan det var med hendes oprindelse. For hun var nemlig ikke helt dan-sker. Hun var halv dansker og halv kenyaner. Mulat, kaldte mor det. ”Tak fordi du ventede!” Hun var helt rød i hovedet efter turen op af bakken. Jeg boede på en villa vej på en stor bakke. Kvarteret var meget velset af køberne, fordi alle boligerne havde en god udsigt. ”Jamen, jeg var da nød til at komme op af bakken før jeg ventede.” Jeg var ikke særlig forpustet, men jeg kun-ne høre Medinas åndedrag fra lang afstand. Jeg var i super form dengang. Jeg gik til elite sp-ring for 12- 18 år. Jeg var lige blevet 14 den 21. maj, nu var der oktober. Men vi kom i hvert fald hjem til mig. Mor stod i køkkenet og lavede varm kakao, til Medina og jeg. Den dag gik så hurtigt, til sidst da vi hygge snakkede inde på mit værelse, kom min mor ind og spurgte, hvor-når Medina skulle hjem. Klokken var blevet halv ni. Jeg husker tydeligt hendes ansigtsudtryk, hendes velskabte ansigt blev helt hvidt, og hun sagde til mig. ”Jeg er nød til at gå. Nu” Jeg kun-ne se angsten i hendes øjne. ”Ja. Selvfølgelig” Jeg blev selv lidt nervøs på hendes veje. Jeg fulgte hende til døren. Vi tog afsked, og hun gik. Næste morgen i skolen var der ingen Medina. Jeg blev lidt mistænksom, men så meget ville jeg heller ikke tænke over det. Det kunne jo også ba-re være at hun var blevet syg. Men hun kom heller ikke dagen efter, eller dagen efter det. Nu begynde jeg at være bange på hendes vegnende. Medina plejede aldrig være syg så lang tid af-gangen. Efter skolen den dag gik jeg hjem til hende. Det regnede helt vidt den dag, heldigvis var der ikke særlig langt hjem til Medina. Jeg ringede på døren. Jeg var sjask våd, men det en-este jeg håbede på var at hendes far ikke var hjemme. Han var nok den mest skræmmende mand jeg nogensinde havde mødt. Hendes mor åbnede døren. Jeg blev inderligt lettet. Hun så på mig i noget tid og brød ud i gråd. Jeg blev bange. Jeg vidste jo ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg var jeg bare en lille pige på 14 år. Hun faldt på knæ og omfavnede mig. Hendes hoved lå på min mave. Hun græd. Hun prøvede at sige noget, med alting var utydeligt, hun hulkede alt for meget til at jeg kunne forstå det. Jeg blev inviteret ind. Hun fortalte mig at hun ikke kunne komme i kontakt med sin mand. Hun spurgte mig om jeg havde set ham i de sidste 3 dage. Jeg rystede på hovedet. Jeg var bange. ”Nej.” Der var en røsten i min stemme, en usikkerhed på hvad hun ville sige næste gang. ”Jeg siger det lige ud min skat.” Hun kaldte mig altid skat når hendes mand ikke var der. Men aldrig når han var der! Jeg viste ikke hvorfor. ”Medina havde det ikke godt med sin far. Hun fik aldrig det der godt familie forhold til ham. Så da hun kom for sent hjem, her i søndags gik det for galt for sig, og” Nu græd hun endnu mere. ”Hun er blevet slået i en lang periode og blevet misbrugt.” Jeg sad med åben mund. Jeg var helt paf. ”Jeg har snakket med hende om ham. Hun har også sagt at hun er blevet slået og misbrugt. Men jeg har været for bange til at gøre noget ved det. Hun skrev til mig søndag aften lige da hun var gået hjemme fra dig af, at hun var bange og ikke turede gå hjem, fordi hun havde været for længe ude. Jeg kom senere hjem end jeg plejede dan dag, Henning var væk. Jeg var lidt bange. Hen-ning plejede altid være inde i stuen og se fjernsyn når jeg kom hjem.” Hun skælvede helt, hen-des stemme knækkede over og tårerne væltede ud af hendes øjne. ”Jeg gik ind på Medinas væ-relse. Jeg tabte mit glas med vand og skreg så højt jeg kunne.” Nu kiggede hun på mig og sagde ”Hun hang i loftet.” Jeg forstod det ikke først. Men der gik ikke længe før jeg også brød ud i tår-er. Hendes stemme var helt røstet, men hun insisterede på at fortælle videre. Og jeg ville ikke stoppe hende for jeg havde lært af min mor, at det var uhøfligt at afbryde folk når de snak-kede. ”Hendes ansigt var blevet helt blegt. Hendes øjne var åbne, og de var blevet helt røde i siderne af hendes øjne, og hun var blevet helt blå rundt om munden, og hendes negle var også blevet blå. Hun havde taget Hennings fisker reb.” Jeg sad med et fjernt udtryk i øjnene. Jeg kunne ikke forstå at hun ikke havde sagt det til mig. Tænk at det havde været så slemt at hun havde været nød til at begå selvmord. ”Hvor er hun nu?” Jeg så med et uroligt blik på hende, med en lille hviskende stemme. Hun lagde hovedet i hænderne. ”Jeg kunne ikke se på hende, da hun så sådan ud. Så jeg skyndte mig at klippe rebet over og løfte hende ud i bilen.” Hun havde kørt bilen ind i garagen og på den måde løfte hende igennem stuen, gennem baggangen og åbnet døren ind til garagen. ”Jeg smed hende i havnen.” Hun grad endnu mere end før nu. Jeg følte mig pludselig ikke så godt tilpas. Jeg følte at min middagsmad sad helt oppe i halsen på mig. ”Jeg vil gerne gå nu.” Jeg var nød til at væk. Jeg rejste mig og var på vej ud. Jeg vendte mig lige da jeg var på vej ud at døre til stuen og sagde ”Farvel Fatima.” Jeg gik hurtigt ud af de-res hoveddør. Da jeg var ude af syne begyndte jeg at løbe, lige så hurtigt mine lange ben kunne bære mig. Jeg husker at jeg løb lige ind i en ældre mand med indkøbsposer i hænderne, jeg stoppede ikke, jeg løb bare videre uden at sige undskyld. Jeg smækkede døren og gik stille ind i stuen, hvor jeg så mig mor ligge på sofaen med en flaske vodka i hånden. Hun bevægede sig slet ikke, jeg gik tættere på for at tjekke om hun havde en puls. Da jeg gik tættere så jeg straks at der var bræk ud over hende. Jeg holdte mig for næsen med den ene hånd og tog hendes puls med den anden. Jeg trykkede to finger ned på hendes hals. Der var en svag dunken. Hun våg-nede. ”Skredet!” Hun var fuld. Jeg kunne både se og lugte det på hende. ”Mor, hvad mener du?” Jeg prøvede at få min stemme til at lyde rolig efter det jeg lige havde fået af vide. ”Han er skre-det! Din far er skredet fra dig!” Hun brød ud i latter. Jeg begyndte at græde igen. Jeg kunne slet ikke klare. Så mange dårlige nyheder i streg. Medina var blevet slået i lang tid, blevet misbrugt og nu begået selvmord. Far var gået fra os, og nu var mor blevet alkoholiker. Jeg stormede ud af vores hoveddør. Jeg løb og løb, indtil jeg pludselig stod foran en bil jeg kendte. Det var Me-dinas fars bil. Han sad i den. Det var enkentligt mærkeligt at han holdt lige her, for jeg så plud-seligt at jeg var løbet helt ud til skovstien. En løbetur jeg aldrig har, kunne løbe uden stop før. Jeg skreg i vrede, løftede en sten op i luften kastede den ind på bilruden. Han blev helt bleg, jeg kunne se på ham at han var forskrækket. ”Din forpulede lort! Det er din skyld jeg er kommet i den her situation! Det er din skyld at min dag er blevet til et mareridt! Det var din skyld at Me-dina begik selvmord! Uden hende har jeg ingen! Idiot!” Jeg græd af vrede. Jeg var så sur på ham. Det var som i en domino bane. Medina, der begik selvmord var starten. Så kom min mors alkohols drikken. Og så min far der var skredet. Jeg følte at der ikke var flere mennesker der betød noget omkring mig mere. Jeg følte mig forladt af dem der betød noget for mig.
Det er gratis at oprette en konto