Han lovede at komme hjem igen

Det var den 12 april 1995. I 1995 var der borgerkrig i Jugoslavien, det som vi i dag kalder Bosnien. Min far arbejdede som Journalist i en Avis. De havde tilbudt ham en rejse til Sarajevo, for at tage pressebilleder, og lave Interviews. Jeg havde flere gange i den samme uge hørt min forældres skænderi, men jeg fik ikke fat i hovedsagen. Det gjorde jeg så, da min far fortalte at han skulle være væk i en måneds tid. Min mor var åbenbart ikke med på at min far rejste til et land hvor der var krig. Min mor var bekymret for ham, hun elskede han meget højt, og var bange for at miste ham. Min mors tåre trillede langsomt ned af hendes blege kinder, mens hun pakkede tasken til min far. Min far kom hen til mig, for at sige farvel. Jeg stod ved siden af en lille reol som min mor havde til at stå i soveværelset, i det venstre hjørne. Han tog fat i min højre hånd, og bukkede sig ned på knæene, han omfavnede mig så stærkt, og sagde at han ville tage en dukke med hjem til mig, da jeg kun var 8 år gammel den gang. Han sagde også at han ville skynde sig at gøre sit arbejde færdig, og vende hjem. Min mor havde sat sig på sengen, hun grad stadigt. Min far gik hende til hende og prøvede at berolige hende, ved at sige, at hun ikke skulle være bekymret og bange, og lovede hende at komme tilbage hurtigst muligst, og at der ikke ville ske noget med ham. Men hun kunne ikke holde hendes tåre tilbage, og blev ved med at græde. Jeg stod stadigvæk henne i det venstre hjørne og så på min grædende mor, og min far ved hende side, der prøvede at berolige og trøste hende. Da vi sad i bilen på vej til lufthavnen, kunne jeg se på min mor at hun prøvede at vise min far at hun havde fået det bedre. Men det må jeg ærligt indrømme, at hun var dårlig til. Hun begyndte at huske ham på en masse ting; at han skulle spise godt, og sove godt om natten, og hvis han skulle tage billeder eller have kontakt med nogen skulle han sørge for det var et sikkert sted, og at han skulle huske at sende breve til os engang om ugen, så hun ikke blev bekymret. Min far rystede bare med hovedet og smilte lunt til hende. Jeg sad i bagsædet i midten, og holdte øje med dem begge to. Da vi endelig nåede til lufthavnen, begynde jeg at forstå det lidt mere. Vi stod og ventede på at der blev kaldt ind til de passagerer der skulle med flyet til Jugoslavien. Kort tid efter blev der kaldt ind. Min far løftede mig op og satte mig på hans arm, og omfavnede min mor på samme tid.