Den danske guldalder 1800-1850

Den danske guldalder er betegnelsen på en periode i dansk kunst- og kulturliv fra ca. 1800 til ca. 1850

To begivenheder nævnes som begyndelsen: Heinrich Steffens' hjemkomst efter sin dannelsesrejse og hans foredrag om turen og Guldhornstyveriet.

Guldalderen slutter 1850, da flere af kunstnerne døde eller holdt op med at udøve deres kunst.

Andre vigtige begivenheder var Treårskrigen, enevældens ophør, vedtagelsen af Grundloven i 1849, koleraudbruddet i København i 1853 og "voldenes fald", det vil sige, at København nu kunne udvide sig uden for den indre by.

Den danske kultur blomstrede inden for forskning, litteratur, billedkunst og musik: fysikeren H.C. Ørsted. Digterne Adam Oehlenschläger, N.F.S. Grundtvig, B.S. Ingemann, forfatterene H.C. Andersen og Søren Kierkegaard. Maleren C.W. Eckersberg, billedhuggeren Bertel Thorvaldsen og komponisterne C.E.F. Weyse og J.P.E. Hartmann.

I 1890 brugte Valdemar Vedel første gang begrebet guldalder i sin doktorafhandling med titlen Studier over Guldalderen i dansk Digtning og Vilhelm Andersen nævner 1896 Henrich Steffens som årsagen til Guldalderens begyndelse i sin disputats Guldhornene. Det var nu indlysende, at der her var tale om et af de rigeste afsnit i dansk kulturhistorie

Kunsten

Kunsten afbilleder virkeligheden uden at blive realistiske. Naturlige og lykkelige billeder med romantiske træk. Billedkunstnerne stræbte efter virkelighed, uden at kærligheden til detaljen blev til realisme.