I 1800-tallet var det kun en meget lille del af befolkningen der gik i skole, men da industrialiseringen tog fart blev det mere og mere nødvendigt at alle fik en god uddannelse.
Der var dengang stor forskel på undervisningen i byen og undervisningen på landet. I byerne var undervisningen bedst, mens landområdernes undervisning fulgte landbrugets rytme. Først langt senere, i 1958, blev der endelig mulighed for at de mange elever i landsbyskolerne kunne slutte skolegangen med en egentlig eksamen. I 1814 kom den første rigtige skolelov, og den almindelige folkeskole og syvårig undervisningspligt for alle børn blev indført under navnet Almueskolen. Skoleloven bragte dermed Danmark på højde med de mest udviklede stater i Europa, og i 1860 var der kun tre ud af hundrede der ikke kunne læse.
Skoleloven sagde at børnene skulle begynde i skole når de fyldte syv år, og at skolegangen ophørte når barnet blev konfirmeret. På landet blev skolen opdelt i to klasser. Hver klasse skulle gå i skole tre gange om ugen. Børn over tretten kunne nøjes med at gå i skole to gange om måneden.
Det blev mest præster, provster og bisper der kom til at sætte deres præg på de nye skolelove. Religion havde derfor den mest fremtrædende. Udover skulle børnene lære at skrive, læse og regne. Desuden skulle de lære historie og naturhistorie. Hvis det var muligt, var idræt også på skemaet. På landet var det dog sjældent at børnene havde idræt, da bønderne ikke kunne se der fornuftige i at børnene skulle dyrke motion i skoletiden – det fik de jo rigeligt af til daglig derhjemme. I 1828 blev gymnastik dog gjort til et tvunget fag på alle skole.
Det er gratis at oprette en konto