Fredens budskab: en novelle

Clara sad på en kort, glat træbænk i det lille, hvide baglokale. Hendes lange, mørke hår faldt bølget om hendes skuldre som hun sad der med albuerne hvilende på knæene og hovedet sænket i afventende koncentration. Hun foldede hænderne og strakte dem ud igen i et nervøst mønster. Hendes blik skiftede stift frem og tilbage mellem et stort ur på væggen over hende, og en hvid stentrappe direkte foran hende. En stentrappe der førte op til scenen næsten hundrede etager over lokalet. Clara havde ventet længe på dette øjeblik. Hun var klædt i komplet hvidt tøj. En lang, hvid, men simpel, stropkjole, hvide sko og hvide bånd bundet og håndledene som lange, flagrende armbånd. Hun havde hverken vinger eller glorie, den slags var ligesom gået af mode. Til gengæld havde Clara en besked. En besked der havde været undervejs lige siden de første menneskeaber kravlede ned fra træerne. En besked som var nødvendig for alle mennesker i verden at høre. Clare så igen op på uret. 7 minutter igen. Hun tog en dyb indånding, rejste sig og begyndte den lange vej op ad stentrappen.

Et sted hvor der aldrig tidligere havde været særlig mange mennesker, et af de områder der havde formået at holde sig nogenlunde fri for urbanisering, forurening og hybermotorveje, hvor græsset groede frit og fuglene endnu fløj lavt i flokke, lå sletten. Næsten 8000 kvadratkilometer flat land omgivet af en hestesko af høje bjærge. På denne slette var samlet en flok ulig nogen der nogensinde før havde været samlet på jorden. Hvert eneste menneske i verden stod der, side om side, i en kolosal, pulserende masse. Alle mennesker i verden. Alle du kender, alle du har hørt om, stod samlet på denne slette. Din mor, dine fjerneste familiemedlemmer, alle fra din gamle klasse, Britney Spears, Carl Mar Møller, Edward Norton, Paven, Obama og den gamle dame fra Statoil-tanken, alle stod de der, men de stod ikke delt i grupper. Sorte og hvide, europæere og asiatere, bøsser og republikanere, israelere og palæstinensere stod blandet i den enorme masse. Hvert sekund lagde folk sig ned og døde, af sygdom eller alderdom, men samtidig blev børn af alle racer født lige så hurtigt i mængden. Et menneskehav så ubeskriveligt gigantisk at det slugte horisonten til alle sider.