Amanda

Hun stod der, alene på gangen. Alles øjne var rettet på hende. Hendes hjerte bankede en ekstra gang. Hendes spyt var nu så tykt at hun ikke længere kunne sluge det. Nervøsiteten var nu så stor, at den ikke længere kunne benægtes. Tårerne fyldte hendes øjne langsomt. Hun kiggede op i loftet for ikke at komme til at blinke tårene ud. Hun kunne mærke hvordan alle stirrede på hende. Hun holdt fat om sin halskæde, fik tage sig mod til at bevæge sig fremad. Hun tog et skridt ad gangen, hun kunne mærke hvordan alles blik var rettet på hende, som små hunde der vogtede over sine kødben. Hun var ikke længere nogens. Efter noget tid