Novelle: Voldtægtsoffer

Hun stod der, alene på gangen. Alles øjne var rettet på hende. Hendes hjerte bankede en ekstra gang. Hendes spyt var nu så tykt at hun ikke længere kunne sluge det. Nervøsiteten var nu så stor, at den ikke længere kunne benægtes. Tårerne fyldte hendes øjne langsomt. Hun kiggede op i loftet for ikke at komme til at blinke tårene ud. Hun kunne mærke hvordan alle stirrede på hende. Hun holdt fat om sin halskæde, fik tage sig mod til at bevæge sig fremad. Hun tog et skridt ad gangen, hun kunne mærke hvordan alles blik var rettet på hende, som små hunde der vogtede over sine kødben. Hun var ikke længere nogens.

Efter noget tid lykkedes det hende at komme ind på plads. Hun satte sig på den tunge stol. Hun havde hovedet helt begravet ned i bøgerne. Hun kunne mærke, at alle var kommet for at kigge. Hun forstod nu, hvordan Britney havde det. Alle de rygter sted hende til hovedet. Hvad hun havde haft, ville nu aldrig komme igen. Klokken ringede, hvilke betød at nu skulle timen til at begynde. Hun så læreren komme ind af døren, selv hans blik var rettet på hende. Hun kiggede op på hendes lærer. Hendes blik fik ham til at kigge den anden vej. Han vidste det! Hun kiggede ned, begravede sig i sin sorg. Læren rejste sig op for at læse højt for klassen. Men ingen lyttede, alles blik var rettet på Amanda. Hun kunne mærke det, som små knive stak i ryggen. Hendes bedste veninde, var bag hende. Hun kunne mærke hendes blik. Hvordan det skar hende i hjertet. Hun kunne ligeså godt have skrevet det med sort i panden. Det var så åbenlyst. Og alligevel prøvede hun at benægte det. Hun forstod det slet ikke. ”Amanda” Hun kunne høre hendes bedste veninde hviske hendes navn. Eller var det en indbildning? ”Amanda” Lød det igen. Hvad læreren læste højt vidste ingen. For alle havde for travlt, de sad alle sammen og stirrede på Amanda. Men Amanda selv havde for travlt med at gemme sig selv. Klokken ringede, alle rejste sig, og hver og én kiggede en ekstra gang på Amanda. Hun blev siddende på sin plads. Hun skulle ikke ud til et helvede. De ville slagte hende levende. Hendes bedste veninde satte sig ved siden af hende. Hun hviskede stille: ”Amanda? Det var ikke mig. Amanda, hører du mig? Det var ikke mig!” Amanda vidste godt hun løj. Hvorfor hun benægtede det, forblev hende en gåde. Hun kiggede på hende. Så hendes bedste veninde i øjnene. Hendes blik fik hendes bedste veninde til at rejse sig og gå omgående. Hun kunne høre alle snakke om hende. Hendes lærer kom hen til hende, tog armen rundt om hendes skuldre. Amanda kiggede på ham, og han trak sin arm til sig så hurtigt som en gepard ville løbe efter sit bytte. Amanda kiggede på sig selv, hun var nu klar over hvad der var sket, det ville aldrig kunne benægtes. At hun aldrig ville blive set på den samme måde igen. At hun aldrig ville være Amanda mere. Hun pakkede sine ting ned, tog tasken på ryggen. Hun rejste sig så hun komme hjem.