Jeg vågner ved et hårdt ryk i min venstre arm. Jeg ser, at jeg er i et rum, som jeg aldrig har set før. Der er ingenting, kun en stor sort dør. Ved siden af mig sidder en dreng, lidt yngre end mig. Jeg spørger ham, om han ved hvad der er sket, men han sidder bare og kigger fortvivlet på mig. Nu ved jeg, at der var noget galt. Jeg sætter mig op, og ser en lille sprække helt oppe under loftet. Jeg kalder på den lille dreng, og spørger, om han ikke kan kravle op på min ryg, så han kan se hvad der er udenfor, jeg sætter mig ned på alle fire, og han hopper hurtigt op på min ryg. ”Jeg hedder forresten Walter”, siger han, hvorefter han stiller sig på tæer, for at kunne se ud. Hans tæer borer sig ned i min ryg. Det gør ondt, men jeg vil ikke virke svag, så jeg siger ikke noget. Pludselig hopper han ned, og kigger grædende på mig. ”Jeg kan ikke se noget” siger han, ”der er helt mørkt”. Jeg ruller fortvivlet om på ryggen, hvorefter jeg siger: ”Er du helt sikker?”, ”Var der ingenting?”. Han nikker grædende, og siger, at han har været vågen i fem timer, men at han ikke turde vække mig. Jeg sætter mig hen og trøster ham. ”Hvad hedder du?” spørger han. ”Rasmus”, svarer jeg efter lidt tøven. Han svarer ikke, og vi lægger os begge ned på ryggen, og falder hurtigt i søvn.
Det er gratis at oprette en konto