Dukken og morderen

Søren var en stor, høj og ranglet fyr. Han var lige fyldt seksten år. Udadtil virkede han som drengen der havde alt. Han var populær, var på førsteholdet i den lokale håndboldklub, han havde en smuk kæreste, han havde alle de venner han havde lyst til faktisk. Han behøvede ikke opsøge nogen. De opsøgte ham. Han virkede også altid som den glade fyr. Han var det bare ikke. Alt det der gemte sig uden for alle andres opsyn, nærede ham dybt i hjertet. Hans forældre skændtes konstant. De havde sågar flere gange den sidste uge sagt at nu var det slut, og at de ikke kunne holde hinanden ud mere. Han var ved at blive bekymret over hans forældres nærmest barnlige opførsel. Hans forhold med kæresten, Sara, fungerede heller ikke som det skulle. Hun syntes ikke at han gav hende nok opmærksomhed, og hun følte at han ikke gad hende mere. Måske havde hun også ret. Han orkede det næsten ikke mere. Især ikke hendes mor. Han havde altid hadet Søren. Han boede ved stranden. Hans mor var direktør for Carlsberg, så de havde alt hvad de kunne ønske. Bl.a. et hus til 14 millioner i byens villa kvarter. Men Søren var ligeglad med det. Han var på ingen måde lykkelig. Efter han fik fri fra skole gik han hjem, lagde sig på sit værelse og faldt i søvn. Han vågnede et par timer senere. Hans var forældre var stadig ikke kommet hjem, selvom det var ved at være mørkt udenfor. Han bestemte sig for at gå en tur ved stranden. Det var hans måde til at samle tankerne på, og få det hele lidt på afstand. Han boede tæt på stranden, så det var ikke noget problem. Han gjorde det tit. Han gik den sædvanlige tur, som han plejede. Han mødte ingen mennesker. Det eneste var en lille dukke der lå på en sten tæt ved vandet. Han tænkte at det nok bare var en af de sædvanlige badegæster som havde glemt sin dukke. Han tænkte ikke videre over det, og begyndte lige så stille at gå hjem igen. Da han kom hjem var hans forældre kommet hjem. Der var lavet mad, og de satte sig til bords. Der blev ikke sagt noget, og et få minutter efter rejste Søren sig og gik op på sit værelse. Han var træt, og på en eller anden måde urolig. Han kunne bare ikke finde ud af hvorfor. Men han lagde sig i sin seng. Han lå bare der og kiggede op i loftet.