Drengen og dukken

Bølgende skyllede langsomt ind på stranden. Stranden så ud som den plejede. der lå lidt tang rundt omkring, men det kunne umuligt ligge stille i det blæse vejr. William stod og kiggede på bølgerne, oppe fra hans værelses vindue. Familiens æbletræ stod og svejede fra side til side, over mellem de høje knap så svejende ege træer. Han forældre var ikke hjemme, det var kun ham. Han vidste ikke hvad han skulle lave, men havde længe tænkt på at gå ned på stranden, hvis det ikke var for at han ikke havde lært at svømme. William sad og kiggede lidt på sine gammle fødselsdags kort, hvor der på et af dem stod: kære William tillykke med de 12 år håber du får en god dag hilsen ffaster lone og onkel lars. Den eneste lyd der var i hele huset, var vinden der fik de små æbler blæst af det 2 meter høje æbletræ og hend på vinduet. Han havde sittet inde alene, og kigget ud af vinduet i cirka 2 timer. Han var ved at finde det ret kedeligt. Efter at havde gået og kedet sig så længe besluttede han sig at gå ud på stranden. Han gik ned af den gammle trappe, og ned til skabet hvor han fandt sin mors regn jakke. Han flyttede nogle gammle sko og fandt sine egne gummistøvler. Han var længe om at tage dem på da de var gammle, og begyndt at blive for små til ham. Idet han fikte dem på kom han til at tænke på, dengang da han blev mobbet i skolen. Drengene i hans klassen havde taget hans sko og tvunget ham til at løbe lige igemmen et glødende bål. Han fik de dårligt ved tanken om dengang. Han tog i døren, og mærkede med det samme hvor koldt bare det inderlige dørhåndtag var. Da han åbnede døren, var det som om han havde stået og lænt sig op af en person, og den person havde flyttet sig med utrolig høj fart. Han blev nærmest blæst tilbage. Så han bøjede sig forover og gik så der ned. Han vidste ikke rigtig hvad han ville lave, han var bare begyndt at få det dårligt over at sidde op i sommerhuset. Da han var nede i det tunge våde sand, kom han i tanke om at hans forældre nok ikke ville blive helt glade for at han var gået ud i det vær, men den tanke røg hurtigt ud af det ene øre igen. At bøjede sig forover og kunne mærke den kolde kraftige brise komme under den for store regnfrakke. Han skyndte sig at samle en sten op fra jorden, og rejste sig hastigt op med gåsehud og strittende hår på armene og maven. Han gik langs stranden, uden at vide hvor han var på vej hend. Stenen havde han smidt ud i vandet af ren kedsomhed. Vinden var stadig meget kraftig og kunne nærmest skubbe ham tilbage efter at have taget to lange skridt med han ikke så lange ben. Han satte sig på en sten, der stod ved siden af så mange andre lignende sten i en rundkres. Han drejede sit hovde bagud, for ikke at få den kolde vind ind i ansigtet. Der han havde sittet sådan længe, fik han pludselig øje på en dukke der lå foran ham. Den lå kanp nok 2 meter fra ham , og alligevel havde han ikke set den før nu. Han gik hend og kiggede direkte på den, uden at røre den. Han var faktisk lidt bange men det var bare fordi at han havde set for meget tegnefilm. Han tog et langsomt greb om den med sine kolde tynde fingre, og løftede den langsomt op foran sit ansigt. Han blev meget hurtigt koncentreret. Meget mere end han nogensinde havde været før. Han glemte alt omkring sig selv når vinden blæste under hans regnfrakke bemærkede han det ikke den mindste smule. Han stod bare og kiggede på den. Først efter 5-10 minutter begyndt han at fryse og ligge mærke til hvad der skete omkring ham. Det var nærmest som om han åbnede øjnene igen. Solen skinnede, han var heldt stille og rolig, og han følte næsten at han svævede han kiggede rundt og så nærmest skyer omkring ham. Han vandrede mod en stod port der cirka var 25 meter fra ham. Men det føltes ikke som om han kom tættere på. Lige pludselig faldt han, og lukkede øjnene…..