Togene er fyldt på disse kolde november dage, jeg venter på toget på Københavns Hovedbanegård, for anden gang. Står og tjekker alle disse typer der har begivet sig ud, og ligesom jeg venter på toget. Folk snakker i telefon, hvor 80% er ligegyldig snak. Men hvorfor? Hvorfor har vi brug for alt den ligegyldige snak? Føler vi, at vi ikke bliver hørt, hvis vi ikke gør det. Jeg vil da sige, at jeg selv gør det, men jeg forstår ikke hvorfor, jeg har en træng til at fortælle mine venner, at min kat sagde miav underligt i går, men sådan er det åbenbart bare.
Endelig kommer toget, jeg stiger på og sætter kursen mod Gladsaxe, hvor min bopæl er. I toget møder jeg en, vel omkring 15-16 årig pige, der meget tydeligt viser sin mening. Vi vil ha’ Ungdomshuset igen, fortæller hendes trøje klart og tydeligt. Det sorte hår, de store hørebøffer, den støjende musik, hvor i at det generer alle andre end hende. Hun er jo nok en af de slags typer, der nyder livet på sin måde, ikke tænker på andres mening, decideret ligeglad.
Ved Svanemøllen station stiger en ældre herre. Kommer bare brasende og ødelægger, til trods den støjende musik, den intimitet der var i kupeen. Alle sad bare og forsøgte at undgå øjenkontakt med hinanden, men alles opmærksomhed lå nu på manden der i sine lidt for små træsko, en gammeldags vest kom råbende ind. Han gik dog, heldigvis, videre til næste vogn.
Det er gratis at oprette en konto