Jeg sidder i bussen på vej hjem fra dagens træning. Antallet af personer i bussen mindskes jo tættere vi kommer på Dragør. Det er næsten altid de samme personer der sidder tilbage i bussen på der her tidspunkt. Jeg kan kende dem alle sammen.
I hjørnet bagerst i bussen sidder den mobil-snakkende mor. Altid snakker hun i mobil. Jeg kan ikke høre hvad hun siger, da jeg sidder i midten af bussen. Ikke fordi jeg egentlig er særlig interesseret i at vide hvad hun siger, eller hvem hun snakker med. Jeg forestiller mig ofte at hun snakker med hendes børn derhjemme. ”Vi skal have lasagne i aften” eller ”har du husket at lave lektier min skat?”. Udover at hun altid snakker i telefon, virker damen også meget afslappet. Hun er absolut ikke et af de mennesker, der bliver sure når buschaufføren holder ved et busstopsted i for lang tid. Jeg tvivler på om hun egentlig lægger mærke til det. Hun har jo så travlt med at snakke i telefonen. Men det er da også en god ting, at der i det mindste er nogle der nyder busturen.
Den ældre mand der altid sidder oppe foran i bussen, hader nemlig turene. Det er i hvert fald det indtryk jeg har fået af ham. Han mener at livet er for kort til offentligt trafik. Manden spiller meget tennis, og har derfor altid en tennistaske på skødet. Det er da godt, at de ældre og får lavet noget motion. Jeg undrer mig bare over, hvorfor han ikke gør de i Dragør. På den måde ville han kunne han jo undgå busturen. En bustur som han jo hader som ind i helvedet. Jeg kan høre ham sidde og mumle og bande, hver gang at chaufføren enten drejer for skarpt, bremser for hårdt op, kører over et bump, eller i det hele taget bare gør noget, som ikke huer ham. Men hvad fanden. Han forstyrre jo ikke mig, så jeg kan jo være ligeglad.
Det er gratis at oprette en konto