Kasper, en enspænder med raseriudbrud

Det var mandag. Igen. Kasper hadede mandage mere end noget andet. Bare tanken om at han skulle tilbage til skolen igen, syntes han var helt forfærdelig. Kasper led af meget alvorlige raseriudbrud. Ja, der skulle ingenting til at gøre ham godt tosset. Han hadede skolen, eleverne og ikke mindst lærerne. Han kom ikke godt ud af det med sine klassekammerater. De havde udstødt ham for lang tid siden. Han var en enspænder. Han var drengen der altid legede de samme lege, og havde altid kun sig selv med. Lærerne gjorde intet ved det, og hans mor vidste ikke hvor slemt det faktisk stod til. Kasper var enebarn, og boede med sin mor i et rækkehus. Et ganske almindeligt rækkehus lidt udenfor Odenses' centrum. Man kunne tage bussen derud. Det gjorde Kasper altid. Hver eneste morgen stod han op klokken halv syv. Det var fast rutine. Han var typen der havde brug for rutine. Nogen gode, faste vaner som ikke kunne brydes, som hans mor plejede at sige. Derefter spiste han morgenmad sammen med sin mor. Havregryn. Uden sukker. Kaspers mor mente ikke at han havde godt af sukker, fordi han blev meget hyber af det, og hvis han så pludseligt fik et af sine raserianfald, ja så ville han være helt umulig at styre. Når han så havde spist sin kedelige, tørre havregryn, tog han tøj på. Cowboybukser og en langærmet t-shirt. Ofte grøn. Kasper havde tidligere gået til psykolog og der fik hans mor at vide at hun skulle prøve forskellige ting, som ville berolige ham under postyret. Grøn. Psykologen mente at grøn, ville virke afslappende på ham. Grøn var en af Kaspers yndlings farver, og den mindede ham om naturen. Kasper elskede naturen. Han gik ofte lange ture i parken, ikke langt fra der hvor han boede. Det var fantastisk. Efter han havde taget tøj på, snuppede han sin taske, og fræsede ned til busstoppestedet på sin cykel. Nu ventede skolen ham. De samme problemer. De samme mennesker. De samme opgaver. Han kom ind i klassen. Igen sagde godmorgen, ingen hilste med så meget som et lille smil, eller bare et blik der viste at de havde set ham. Han var nærmest usynlig. Han satte sig på sin plads, og tog sin gameboy frem. Han var meget glad for sin gameboy. Han havde fået den til jul af sin onkel og tante. Han havde den altid med sig i skolen. Den var hans bedsteven i skoletiden. Men som så mange andre dage var morgenen gået helt normalt – rutinemæssigt. Det var først senere, helvede brød løs. Han sad stille på sin plads, med sin gameboy foran sig. Stille og roligt - indtil Lasse kom. Lasse var klassen ballademager. Det var ham der drillede, mobbede, skubbede, pressede og altid ville have sin vilje. En forkælet møgunge som Kasper plejede og sige. Lasse gik langsomt over til Kasper med et bestemt blik. Kasper kiggede forsigtigt op fra hans spil, som han var ved at gennemføre. ”Hvad vil du mig?” sagde Kasper, ”lad mig være i fred”. Lasse smilte bare. Han vidste at lige præcis denne handling, ville gøre Kasper meget irriteret. Nu gentog Kasper sit spørgsmål, ”jeg spurgte, hvad vil du mig?”. Lasse svarede ikke, men i stedet tog han hurtigt hans gameboy ud af hånden på ham, og forsvandt løbende ud af klasselokalet. Nu var det nok, tænkte Kasper for sig selv. Han rejste sig vredt og voldsomt, så stolen fløj tilbage. Skubbede bordet langt væk fra sig. Smed sine ting, og de andres vidt omkring. Alle stoppede, med hvad de end havde gang i. Alle blikke vendte sig mod ham. Stilhed. Det eneste der var at høre var Kaspers vrede skrig, og Lasses' stemme som kom ude fra gangen. ”Kom og tag den hvis du kan fange mig, din dampunge!”. Kasper løb alt hvad han kunne. Ud på gangen, efter Lasse, rundt om bygningen, og fortsatte. Runtine. Det daglige drilleri som ikke kunne undgås. Kasper stod nu på skolens legeplads, mellem alle de andre børn som legede, og pjattede omkring på gynger, cykler og i sandkasser. Et kraftigt skrig kom fra ham. Han kunne ikke mere, han var træt af alt. Han var ligeglad med sin gameboy – eller det var hvad han bildte sig selv ind. Han pakkede sine ting ned, og vendte snuden hjem – helt rød i hovedet af bare raseri. Da han endelig kom hjem, var han faldet lidt mere til ro. Han åbnede hoveddøren, og styrtede ind på sit værelse, hvorefter hans mor fulgte efter. ”Hvorfor kommer du hjem så tideligt? Hvorfor er du helt rød i ansigtet? Har Lasse været efter dig igen?”, alle de spørgsmål, alle de tanker – det var ikke hvad Kasper havde allermest lyst til lige nu. Han ville bare sove, glemme hvad der var sket, ligge det bag sig. Da han ikke svarede, satte hans mor sig ned ved siden af ham på en stol. Han træk dynen op over hovedet for at skjule sine tårer. Hun sukkede, og kærtegnede hans hår. ”Hvad skal jeg dog stille op med dig, knægt”, sagde hun højlydt til sig selv. Hvad mente hun med det tænkte Kasper. Var han ikke god nok? Var der noget galt med ham? Var hun ikke glad for ham? Så mange ubesvarede spørgsmål som aldrig ville blive besvaret. Nu blev han rasende igen. Det kunne ikke passe, at hans egen mor kunne finde på at sige sådanne ting! Han rev drastisk dynen af sig, satte sig op i sengen, og begyndte at råbe og skrige af hende. At det var hendes skyld. Hendes skyld han ingen venner havde, hendes skyld at ingen kunne lide ham, hendes skyld at alle foragtede ham. Aldrig havde hans mor set ham flippe sådan ud. Hun prøvede at berolige ham med en stille, betryggende stemme. Det hjalp ikke. Intet hjalp. Han var stik hamrende tosset som aldrig før. Knald rød i hele hovedet, som en rødbede. Nu begyndte han at blive voldelig. Han slog hårdt ud efter hende. Kastede bøger, puder og andre genstande. Han var stærkere, end han selv vidste af. Hans mor blev panisk, hun løb med hastige skridt ud efter telefonen, og ringede efter en ambulance. Sagde at hende søn var gået agurk. At han var blevet tosset, og ikke mindst truende! Da ambulancen kom, gik hans mor ud til vejen. Ude fra gaden kunne man høre Kasper brøle som en løve – han kastede, sparkede, bandede og råbte i hvilens sky. Grusomme ord, og masser af dem. Ambulancefyrene gik ind til ham. De var to. To stærke, unge fyre. De kunne nemt tage ham, og spænde ham fast på båren, selv om ham var meget modvillig og ikke mindst umugelig at have med at gøre! De tog ham i arme og ben, og holdte ham nede, mens han ivigt prøvede at vrækle sig fri fra deres hårde tag om ham. I det øjeblik Kasper blev spændt fast, tænkte han for sig selv ”se, det er mig. Det er det her, jeg vælger at vise jer. Mig, der råbende og bandende rasler hen over gruset på en ambulancebåre, mens min mor løber ved siden af. Ser i de to ambulancefyre veksle blikke hen over min sprællende krop? Det her bliver en af de historier, som kan fortælles videre til kollegerne. Se også naboerne dukke op ved hækkene, mens de tænker: Så nu er den gal igen derinde. Og se lige min mor!”.