Når terror er nær (STIL)

Jeg er i løbet af de seneste dage, flere gange blevet spurgt om hvordan terror har påvirket mig. Først i samfundsfag hvor vi skulle beskrive hvordan det påvirkede os. Det snakkede vi også om i frikvarterteret og senere hjemme, da mine forældre spurgte mig hvad vi havde lavet i skolen. Men det påvirker mig selvfølgelig overhovedet ikke. Altså hallo, jeg er jo ikke en tøsedreng. Nej, jeg er Mikkel Christiansen, en af klassens fire seje drenge. Og selvfølgelig påvirker det ikke mig at sådan nogle stjernepsykopater ikke har andet at give sig til, end at rende rundt og sprænge bygninger i luften og slå hundredvis af mennesker ihjel. Nej, det må de selv ligge og rode med. Eller, sådan var det på overfladen. Når man har de venner jeg har, er det ikke okay at rende rundt og ryste i bukserne af skræk, for at terroren kommer til Danmark. Eller bare generelt at være bange for noget. Nej, det er snarere okay, at grine og håne dem der rent faktisk turde indrømme at de var bange for det. Så selvfølgelig var jeg ikke det mindste bange for det. Eller i det mindste at blive påvirket af det. Nu boede jeg jo midt i København, og jeg hang tit ud på Strøget, sammen med drengene, og hvis jeg var terrorist ville Strøget da være et fint sted at smide en bombe. Så skulle man nok kunne få smadret et par mennesker. Tænk hvis det virkelig skete. Bare en helt almindelig onsdag eftermiddag, hvor Simon, Malthe, Kasper og jeg, efter skole fladede ud på Sunset eller vandrede rundt i diverse butikker. Hvis det lige pludselig lød et enormt brag, og før man vidste af det var man ét af de 256 uskyldige mennesker der var ofre for en ny terrorhandling. Det var sket på Manhatten, i London, Madrid, Mumbai osv., så hvorfor skulle det ikke også kunne ske i Danmark? Ja, okay. Man kan nok ikke sige at jeg er helt upåvirket af terror. Man kan nok også godt sige at jeg er rigtig bange for at terror skulle komme til Danmark. Eller for den sags skyld, bare generelt at det er der. Da jeg den 26 november sammen med min familie sad og spiste aftensmad, og som sædvanligt så 19:00 nyhederne på TV2, var der om et nyt terrorangreb. Denne gang i Mumbai. Der blev helt stille ved bordet, selv min lillesøster på fem der ellers var rigtig godt i gang med at spytte mors forsøg på frikadeller ud over det hele, sad helt stille og kiggede skiftevis på fjernsynet og på mor. " Mindst 80 personer er fundet dræbte, og tallet frygtes at stige volsomt i løbet af de næste par timer... 250 mennesker er indtil fundet såret.. Folk med amerikansk og britisk pas er taget som gidsler. Det endnu uvist om terrorangrebene er stoppet..." Min far nærmest udbrød at det da ikke kunne passe, og at man snart ikke kunne rejse nogen steder hen uden at der er terror. Jeg sad bare og stirrede ud i luften.