En vinderrejse for to

Hun begyndte at knappe min kjole op bag på. Duften af ny vasket gjorde mig helt skør. Den duft kunne jeg dufte til i flere timer, især når jeg har fået nyt sengetøj på. Den duft tøjet duftede af når det havde hængt til tørre uden for. Desværre måtte mig og Katrine, næsten aldrig være uden for pga. vi kunne gøre vores tøj beskidt, så mor hun mente altid, at vi skulle lege indenfor eller læse i vores elegante og store villa. Vores barnepige lader os dog af og til komme ud i 10 minutters tid. Jeg elsker duften af at være ude og jeg føler mig bare fri. Nogle gange ville jeg bare ønske, at jeg bare kunne gå enorme turer helt alene, så jeg kunne tænke alt igennem ordentligt, men næ nej hver eneste gang jeg spørger mor, får jeg svaret ”Mary du er kun 10 år gammel, dig og Katrine kan ikke finde rundt alene”. Det gør mig altid ked når hun taler sådan til mig, hun har alligevel aldrig tid til at tale, så jeg bruger for det meste tiden med Barnepigen.”Katrine og Mary, kom!” Kunne man høre min mors skingre stemme råbe efter os som, hvis vi havde gjort noget galt. Jeg gik langsomt ned af trapperne i dårlig fornemmelse om, hvad jeg havde gjort. Jeg kunne da ikke huske jeg havde gjort noget? Jeg listede ned, indtil min far råbte igen, ham tør vi ikke at modsige, vi har bare lært at vise ham respekt. ”Katrine og Marry, vi skal ud”. Dette var virkelig usædvanligt eller var det en vinder rejse for to? Vi skyndte os at rejse os og gik forsigtigt op på vores værelser.Jeg skyndte mig at finde noget af mors røde læbestift frem og tage noget sort til øjnene, mor siger det fremhæver dem så det ville jeg prøve, men det gik ikke så godt, da jeg prøvede, at putte det på min øjne og det endte med jeg var sort rundt over det hele og læbestiften kom på tøjet, og jeg lignede ærligtalt bare en klovn. Heldigvis kom barnepigen forbi og skyndte sig at hjælpe mig med at skylle det af og lægge noget pænt igen. Jeg blev helt glad da jeg så mig selv, jeg lignede en ung, smuk pige, som ventede på min dejlige prins.