Jeg sidder inde på mit værelse, hvor der altid er stille og roligt. Her er trygt. Det er det, jeg kender til – tryghed. Det er det, jeg er vokset op med, og det er det, jeg lever med. Men tænk, hvis jeg nu boede et helt andet sted? Et sted hvor noget af det jeg kender allerbedst til, slet ikke fandtes? Et sted uden tryghed. Et sted fyldt med krig, tab og rædsel. Jeg tør næsten ikke helt forestille mig, hvordan det må være at vokse op et sted, hvor krig er det eneste man rigtigt kender til. Hvorfor skal der lige være krig? Hvad gavner det overhovedet, og hvem er så dum at starte det? Jeg kan ikke forstå det. Jeg tror, at vi stort set alle sammen kan blive enige om, at krig er noget forfærdeligt noget! Man kan løse konflikter på så mange andre måder. Hvis man bekæmper ild med ild, så bliver det altid bare værre.. Så hvorfor overhovedet gøre det?
Tænk på alle de tusinder – og endda millioner af mennesker der er døde under krig. Tænk på deres familier. Og små børn der lever i et samfund, hvor tryghed ikke rigtig er noget, som de kender til. Børnene i krigen er uskyldige. De har intet med krigen at gøre, og det er slet ikke der de hører hjemme. Ingen børn fortjener at vokse op med krig omkring sig. Mange bliver nødt til at rejse væk fra deres forældre under krigen. Jeg har ondt af de børn. De ved ikke, hvornår de ser deres forældre igen, og om de overhovedet ser dem. Hele deres barndom vil nærmest være ødelagt bare pga. krig.
Det er gratis at oprette en konto