Døden: en personlig refleksion

Jeg lukker bildøren, og går langsomt op ad den tynde grussti. Jeg hører kirkeklokkerne, og går med tunge skridt ind i kirken, og sætter mig. Sorgen hænger som en tung dyne ned over kirken i Tilst. Min oldemor har altid været stærk og frisk, indtil hun for 3 år siden fik en hjerneblødning, og lige siden er det bare gået ned ad bakke. Jeg kan tydeligt huske, da vi om sommeren tog i Zoologisk have, og fodret alle de mange, både store og små dyr, der befandt sig rundt omkring. Præsten begynder sin sædvanlige prædiken, da jeg kommer til at tænke på døden.. Vi ånder, vi undres og glædes, vi sørger, vi elsker, vi ved så meget, men stadig ved vi ikke, hvilket sekund eller minut, der kunne blive vores sidste. Men er det bare en del af livet? ”Noget vi ved, er at vi ikke lever for evigt. Der kommer et tidspunkt for alle, hvor det sidste sandkorn i timeglasset rinder ud, og hvor der ikke er nogen tilbage til at vende glasset igen.” På en måde føler vi vel, at vi hele tiden har travlt, fordi tiden ikke går i stå, men vi kan hele tiden have den tanke bagerst i hovedet, at måske dette sekund er det sidste. Hvad er døden, hvad betyder den egentlig for os mennesker? Jeg har altid været bange for døden, for man har ingen anelse om, hvornår det sker, hvordan det sker, og hvor gammel man bliver. Der er tre ting i livet, man altid vil blive mindet om, og altid vil komme til at spekulere over. Man tænker sine tanker om døden, ligesom man tænker om verdens undergang, og hvordan det hele startede. Ingen forskere, selv den klogeste, kan nogensinde bevise, hvornår jorden går under, eller om det hele startede med ”Big Bang” eller ”Adam og Eva”. Efterhånden er der mange i min familie, som er døde. Jeg får ofte fortalt nogle historier om min oldefar, dengang det blev hans tur til at stille træskoen. Han var ikke klar, han følte ikke han havde opnået, det han ville med sit liv. Tænk over de mennesker, som i virkeligheden ikke har lyst til at leve sit liv. Som bare drikker pengene op, eller som faktisk prøver at begå selvmord. Jeg har selv været ude for noget så frygteligt. At min bror mistede lysten, mistede den glæde, der burde være i livet. Mistede hele lysten til at leve bare pga. en pige, pga. kærligheden. Man ved jo kærligheden kan være hård. Alle skal igennem det at miste. Enten mister sin kæreste eller bare være forelsket, hvor det ikke er gensidigt. Jeg har selv været igennem det. Det er noget af det mærkeligste, at den ene dag er man glad og overlykkelig, men næste dag ligger man i sengen, alene og forladt, tårerne triller ned ad kinderne, men man kan intet gøre. Da det var allermest svært for mig, sagde en kvinde til mig ”Det er hårdt, alle skal igennem det, men det tager tid. Man skal bare vente, og tænke på alt det gode i livet.” Den person, der mister sit liv ulykkeligt, sover ind med en brødbetynget mund. Jeg vil hellere dø med et smil på læben, sove stille ind og føle jeg opnåede, hvad jeg ville. Så er der også det store spørgsmål, jeg tænker over, hver gang vi har kristendom. Hvad sker der efter døden, bliver man genfødt? Det er et af de evige ubesvarede spørgsmål, jeg tit tænker over. Jeg tror ikke på liv efter døden, men jeg tror ganske enkelt heller ikke på Paradiset. Men hvert menneske ser forskelligt på døden, og sådan er det. Men alligevel tror jeg dog på, at min oldemor nu kan se, at jeg sidder hernede, og skriver dette essay. Der er utrolig mange definitioner på død. Hvis ens nærmeste har været ude for en ulykke, og derfor er blevet konstateret hjernedød, hvilket vil sige, at personen faktisk ikke lever, men at det kun er hjertet der slår. Det kan være utrolig svært, at beslutte om man vil leve videre med en, der bare sidder, der ikke kan noget, men bare lever, uden at leve alligevel. Men er det så ikke bedre at sige farvel? Hvis man, som min oldemor, har lidt i tre år efter en hjerneblødning, og bare venter på at få fred, er det så ikke det bedste? Der er så mange former for død. Din blomst kan lige så stille gå hen og falde til ro, kærligheden til et andet menneske kan dø, og ikke mindst et venskab kan dø. Stort set alle mennesker har prøvet det med et døende venskab. Tænk over da du var lille. Alle har haft en barndomsven, én man altid vil huske. Én man legede med hver dag i børnehaven, for eksempel husker jeg selv, da jeg hver morgen skulle i børnehave, skyndte jeg mig altid at hoppe i min lille blomstrede lyserøde flyverdragt, for at komme op til min barndomsveninde. Jeg husker det lige så tydeligt. Kristine hed hun. Men man bliver ældre, man vokser fra hinanden, vejene skiller, og man vælger hver sin vej. Troen og tilliden kan også dø. En kristen, der går i kirke hver søndag, og altid har været kristen, kan miste troen til sin Gud, Jesus eller faktisk hele bibelen. Og så er der tilliden. Ens forældres tillid. Hvis pigen på 17 år for første gang får lov at gå i byen på én betingelse, den betingelse at hun ikke tager med andre hjem. Hun har fået penge af sine forældre til en taxa, men vælger at drikke pengene op. Hun står nu klokken to om natten, uden penge til taxa men pludselig stopper en mand i en gammel folkevogn op, og spørger om han skal køre hende hjem, og hun tager i mod tilbuddet. Dér røg hendes forældres tillidsbånd til hende. Tillidsbåndet var som en rød snor, en snor hun bare kunne lade være at følge. Hvis hun havde gjort det, havde hendes forældre ikke mistet båndet, og dermed gav hende lov igen. En så lille ting, kan gøre at man mister tillidsbåndet til sine forældre, at tillidsbåndet rent faktisk går hen og dør.