For efterhånden en del år siden så jeg en fotoudstilling, som gjorde et stærkt indtryk på mig. Det var i Nikolaj Kirke i det indre København.
Det var billeder fra anonyme personers lejligheder i Storkøbenhavn. Nærmere bestemt personer, som netop var døde og netop som regel på bopælen. Og som oftest havde man først fundet frem til dem lang tid efter, at døden rent faktisk var indtrådt. Personer tilsyneladende uden pårørende. Fotografen havde været rundt med den ansvarlige myndighed, eller rettere den ansvarlige myndigheds repræsentant, for dette område og fået lov til at tage billeder af lejlighederne umiddelbart efter, at beboeren var blevet fundet død.
Flere af disse billeder bar præg af stærkt forfald, og det virkede ret oplagt at gå ud fra, at den afdøde havde været meget ensom den sidste del af sit liv.
Så vidt jeg kunne forstå, og som jeg nok også let kan forestille mig, skulle lugten, som fotografen og den kommunale udsending blev mødt med, når de første gang kom ind i disse lejligheder, have været ganske ubeskrivelig ubehagelig. Sådan udvikler det sig vel naturligt i den situation bare alene som en følge af ligets forrådnelse. En del af den grimme lugt kunne måske også skyldes, at den afdøde i kortere eller længere tid forinden slet ikke havde haft kræfter eller overskud til at holde hjemmet bare den mindste smule rent? Måske havde de ikke haft lyst til det? Måske havde de med tiden fundet det ligegyldigt og givet op? Måske havde de haft en eller anden aparte form for adfærd, der netop havde udløst svineriet og gjort det værre, end det egentlig havde behøvet at være?
Det er gratis at oprette en konto