Ionbindinger, kovalente bindinger og elektronegativitet

I atomer er de elektroner der omkredser atomkernen ordnet i såkaldte skaller, der hver har plads til et bestemt antal elektroner. Da atomerne jf. oktetreglen "foretrækker" at have den yderste skal (der har indflydelse på atomets kemiske reaktionsevne) fyldt til det maksimale antal elektroner, ses det ofte at atomer (især af reaktionsivrige stoffer) optager eller afgiver elektroner for at opnå at den yderste (tilbageværende) skal indeholder det størst mulige antal elektroner. Derved bliver atomerne elektrisk ladede, dvs. ioner, og to sådanne ioner med elektrisk ladning af forskellige fortegn vil tiltrækkes af og knytte sig hinanden på grund af den elektriske tiltrækning mellem dem.

For eksempel er køkkensalt (natriumchlorid) en sammensætning af Na+- og Cl--ioner i forholdet 1:1. Da det neutrale natriumatom har en elektron "i overskud" i forhold til oktetreglen, kan den "overskydende" elektron med fordel afgives til chloratomet, som tilsvarende "mangler" en. En sådan kemisk forbindelse af ioner, bundet sammen af ionbindinger, kaldes for et salt.

Kovalent Binding

Begrebet kovalent binding benyttes inden for kemien om en kemisk binding mellem to atomer (ikkemetaller eller halvmetaller) med en forskel i elektronegativitet på under 2 målt efter Pauling-skalaen.

Groft sagt danner metaller og ikkemetaller ionbindinger og ikke kovalente bindinger, men da forskellen i elektronegativitet mellem to sådanne atomer kan være mindre end 2, kan disse forbindelser have en vis kovalent karakter. I realiteten er overgangen mellem kovalent binding og ionbinding således meget glidende.