Kære alle dem, som vil tage tid ud af deres liv for at læse mine erindringer. Dette er ikke en undskyldning, men blot en forklaring.
Jeg, ”skøre Andreas”, har taget min beslutning. Det skal gøres, og det skal gøres nu!
Men lad mig starte fra starten.
Mit navn er Andreas Madsen, eller som de fleste kalder mig, nå de ikke tror jeg lytter, skøre Andreas. De tror alle sammen jeg er ved at blive tosset, men sandheden er, at jeg ved lige præsis hvad jeg laver. Jeg tager min, mere end, velfortjente hævn.
Folk siger at jeg altid har været mærkelig. Jeg ville ikke lege sammen med de andre børn, men hellere side inden for, og træne med de vægte, som min far gav mig ét år til jul. Men jeg har ikke altid været sådan, altså sådan som jeg er nu. Fyldt med had til det monster, som tog alt fra mig.
Det startede den formiddag én lille ubetydelig pige, besluttede sig for at gå ind på en tilfældig skole, og bare skyde omkring sig. Aviserne beskrev det som ”den sidste udvej for en ellers uskyldig og desperat pige”, men de nævner intet om de tre elever der blev såret, og slet ikke den lærer som døde, i forsøget på at standse, denne moral forladte, hjerne tomme, hormonforstyrret teenager.
Det er gratis at oprette en konto