Romantikken er en litterær periode fra år 1800-1870, som havde stort fokus på kunst, poesi,
stemninger og, vigtigst af alt, følelser. Kunstnere spillede en central rolle i denne periode og
blev henvist til som “de sjældne få” og “genierne”. Allerede ud fra disse titler udtrykkes det,
at kunstnerne som sagt spillede en central rolle, men også at de var højt værdsat. Kunstnerne
havde nemlig egenskaber, som ingen andre havde. De havde adgang til idéernes verden, de
havde egenskaben til at kunne gå ind og ud af hulen i Platons hulelignelse, og vigtigst af alt
kunne de se, mærke og føle “det gode, det sande, det skønne” i livet.
Kunstnerne selv havde en stærk forbindelse til naturen, det guddommelige og sjælens ånd. De
havde adgang til forståelsen af organismetanken og evnen til at formidle den videre.
Organismetanken bunder i, at naturen og mennesket udgør en harmonisk helhed. Det hænger
sammen med det dualistiske syn, hvilket er idéen om, at naturen og menneskets ånd kunne
opfattes som to forskellige aspekter af samme helhed. Menneskets formål med livet er at
forene disse to elementer, hvilket ville bringe os til ydersiden af hulen. Netop denne
forståelse af livet har kunstnerne. Det er via deres kunst, at de får adgang til “det gode, det
Det er gratis at oprette en konto